AA og US Airways formelt fusioneret

Flyselskaberne American Airlines og US Airways indgik torsdag en definitiv, formel fusionsaftale, som træder i kraft i tredje kvartal 2013.

American Airlines moderselskab AMR Corp. forlader sin Chapter 11 konkursbeskyttelse når fusionen er endeligt gennemført, oplyser US Airways bestyrelsesformand og CEO Doug Parker og American Airlines bestyrelsesformand, president og CEO Tom Horton på et pressemøde. Doug Parker bliver CEO for det nye American Airlines, mens Tom Horton bliver midlertidig bestyrelsesformand.

”Af de 900 ruter, som de to flyselskaber opererer, er der kun 12 direkte overlaps, så vi venter at få myndighedernes godkendelse uden at skulle skære ned”, siger Tom Horton.

To myndigheder skal endeligt godkende fusionen. Det er Justitsministeriet og konkursretten, der overvåger AMRs Chapter 11.

De to selskaber har bestilt over 600 fly til levering inden 2020 og har ingen planer om ændringer her. Den samlede flyflåde har mere end 1.500 fly, hvilket gør det nye American Airlines til verdens største flyselskab. Flere af flyene er af ældre dato og udskiftes løbende i takt med leveringen af de nye fly.

Det fusionerede selskab vil fastholde begge flyselskabers hubs med Americans hovedhub Dallas/Fort Worth og US Airways hovedhub Phoenix i hovedrollerne.

Der er indgået aftaler med fagforeningerne, så selskaberne forventer en enklere integration af arbejdsstyrkerne end det tidligere er set ved flyselskabsfusioner i USA, selv om der er tale om ca. 100.000 ansatte.

Med hensyn til integrationen af forskellige systemer, fastslår Doug Parker, at man har lært af de fejltagelser, der skete ved fusionen af America West Airlines og US Airways i 2005, hvor der opstod betydelige problemer.