Åbning af Berlin-lufthavn udskudt på ubestemt tid

Skandalen omkring Berlins nye storlufthavn fortsætter. Den har omkring 20.000 fejl. Største problem er stadig brandsikkerheden. Lufthavnen åbner måske først næste år.

Berlin-Brandenburg International Airport skulle være åbnet sidste sommer, men fire gange er åbningen blevet udskudt. Nu tales der om en ibrugtagelse måske i 2014.

I weekenden skrev avisen Bild am Sonntag, at over 20.000 fejl og mangler først skal repareres i lufthavnen, der ligger i Schönefeld-området. Her er i forvejen en af Østberlins gamle lufthavne, Schönefeld, og Tegel-lufthavnen der lukkes når Brandenburg-lufthavnen en skønne dag åbner. Den legendariske Tempelhof-lufthavn lukkede i 2008.

Bestyrelsen for den nye storlufthavn har netop fået en rapport om skavanker, byggesjusk og fusk. De over 20.000 fejl og mangler omfatter også småting som revnede fliser, skriver Ritzau.

En talsmand for lufthavnen kalder de høje tal for misvisende og siger, at det største problem fortsat er brandsikkerheden.