Aeroflot vil have færre fly

aeroflot-boeing-787-8Aeroflot mærker den russiske flybranches krise udvikle sig og forhandler sine købsaftaler med Boeing med det formål at reducere flyflåden, siger CEO Vitaly Savelyev.

Aeroflot købte 22 Dreamliners i 2007 med levering planlagt til 2014, men Boeing udsatte siden leveringsdatoen til 2016.

“I dagens vigende marked har vi gode grunde til at ophæve købskontrakten”, siger Vitaly Savelyev til Reuters. “Vi kan ikke længere se et marked, hvor det er muligt at benytte denne flytype. Vi har endnu ikke set det værste af krisen”.

Ruslands svigtende økonomi, der kæmper mod vestens sanktioner og kollaps i de globale oliepriser, har ramt russiske flyselskaber hårdt og de mindre profitable indenrigsruter er vokset på bekostning af udenrigstrafikken.

Vitaly Savelyev siger, at Aeroflot er i de afsluttende forhandlinger med Boeing og at de to selskaber drøfter flere muligheder – herunder også ophævelse af kontrakten.

Den russiske flybranche havde sidste år underskud på ca 550 millioner dollars ifølge Russian Association of Air Transport Operators. I 2013 var underskuddet omkring 85 millioner dollars.

Desuden forsøger Aeroflot at sælge 40 af sine 161 nuværende fly.