Airbus og Boeing dominerede Air Show

LUFTFART: Under sidste uges Paris Air Show på historisk berømte Le Bourget lufthavn præsenterede Airbus og Boeing ordrer på ca. 800 nye fly. Der blev også luftet planer om nyt overlyds-passagerfly og en flyvende bil…

Ved årets Paris Air Show, PAS, lancerede Airbus bestillinger på 306 nye passagerfly, hvoraf de 144 var bekræftede – resten var optioner.

Omvendt meldte Boeing efter PAS, at Boeing 737 MAX 10 nu har over 361 bestillinger fra 16 kunder verden over. Samlet offentliggjorde Boeing ved PAS ordrer på 571 nye fly.

BBC skriver, at årets PAS skete i lufthavnen Le Bourget tæt på Paris. Det var i Le Bourget, at Charles Lindberg i 1927 landede flyet Spirit of St. Louis efter verdens første soloflyvning mellem USA og Europa.

De europæiske Air Shows holdes hvert andet år i hhv. Le Bourget ved Paris samt i Farnborough uden for London.

De to air shows regnes som verdens største med deltagelse af verdens største aktører indenfor luftfart.

Blandt nyhederne i år ved PAS var, at amerikanske Boom Supersonic vil bygge højhastighedsfly som Concorden – der kan stå klar i 2023, siger dets grundlægger, Blake Scholl.

Biler kan flyve

I James Bond-filmen ’Manden med den Gyldne Pistol’ er der en flyvende bil. Slovenske AeroMobil præsenterede ved årets PAS en flyvende bil, der på under tre minutter kan omdannes til et fly. Prisen bliver tæt på ti mio. kr. og flymobilen vil først være klar i 2020.