Airbus vil bygge samlefabrik i USA

Airbus får sin første samlefabrik i USA, hvorfra det vil levere eksemplarer af sin A320-familie fra Brookley Aeroplex i Mobile i delstaten Alabama. Den nye samlefabrik skal samle Airbus’ A320-familie, A319, A320 og A321. Opførelsen af samlefabrikken begynder næste sommer – og de første fly forventes at rulle ud fra 2016. Fra 2018 bliver afleveringstallet op mod 50 fly om året.

 

Fabrice Brégier, Airbus’ nye koncernchef siger, at USA er verdens største marked for passagerfly med én midtergang med et anslået behov for over 4.600 sådanne de kommende 20 år. I forvejen har Airbus samlefabrikker på hjemmebanerne i Hamborg og Toulouse samt i kinesiske Tianjin.

 

Samlefabrikken i Alabama vil give ca. 1.000 arbejdspladser. Airbus har i forvejen et ingeniørcenter i Mobile, Alabama, med over 200 ingeniører ansat.

 

I USA har Airbus også et tilsvarende ingeniørcenter i Wichita i Kansas; et center med flydele i Virginia; et træningscenter i Miami og et kontor Washington D.C. Indtil videre har Airbus over 1.000 medarbejdere i USA.

 

Airbus køber årligt dele til sine fly i USA for 12 milliarder dollars fra hundredvis af amerikanske leverandører i 40 af USA’s 50 delstater. Disse køb understøtter 210.000 jobs i USA, siger Airbus.

 

Indtil videre er der solgt over 11.500 Airbus-fly til mere end 470 kunder verden over. Herunder er der solgt 8.400 fly fra A320-familien, foreløbig er 5.100 leveret til 360 kunder verden over.

 

I øvrigt har den kommende Airbus-fabrik i Alabama allerede sin egen hjemmeside: airbusalabama.com

 

Airbus har netop meddelt, at flyfabrikken har leveret det første A320-fly til Thai Airways’ nye lavprisselskab, Thai Smile. Selskabet letter officielt 7. juli. Fra Bangkok skal Thai Smile flyve til Macau, Krabi, Chiang Mai, Surat Thani og Phuket. Herefter følger flere destinationer. Thai Smile skal frem til 2015 have 11 A320-fly.

Skrevet af Henrik Baumgarten