Arkivfoto:: AirHelp

AirHelp vil samarbejde med flyselskaber

Fra at være en dansk klagevirksomhed for forbrugerne har AirHelp udviklet sig til at være en international teknologivirksomhed, der gerne vil samarbejde med flyselskaberne.

I rejsebranchen er AirHelp siden starten i 2013 blevet anset for at være det sorte får, der har gjort livet besværligt for flyselskaberne. Ikke desto mindre er virksomheden vokset til at have mere end 500 ansatte og kontorer i Berlin, New York, Gdansk, Krakow og Barcelona.

Fra at håndtere klagesager for forbrugerne i forbindelse med EU-forordning 261, der giver ret til en kompensation på 250 til 600 euro ved flyrejser indenfor EU, der bliver ramt af aflysninger eller forsinkelse på mere end tre timer, har AirHelp senest indgået en aftale med BCD Travel om samarbejde. I november indgik Egenica en lignende aftale, og det samme gjorde Concur via deres appfunktion Tripit.

AirHelp har teknologien
Og nu vender AirHelp ifølge teknologimediet tnooz.com blikket mod flyselskaberne. I den forbindelse siger Kasper Mogens Rasmussen, der er AirpHelps direktør for strategiske samarbejder:

“Flyselskaber er langsomt begyndt at vise interesse for, hvordan de skal håndtere krav fra kunderne i fremtiden, og nu ser de på, hvordan vores teknologi kan hjælpe dem.”

AirHelp har siden 2013 indsamlet store mængder af data og har udviklet “Herman”, der blev lanceret i marts 2017. En kunstig intelligens, der har specialiseret sig i kompensation for flyforsinkelser med domsafgørelser fra 30 internationale retskredse.

Blandt andet på den baggrund fik AirHelp i oktober en tocifret millioninvestering fra det danske venture captial firma Nordic Eye. Tidligere i 2016 fik AirHelp en investering på 80 milioner kroner fra investorer i Silicon Valley, blandt andet fra Twitters stifter, Evan Williams.

“Vi har fulgt AirHelp fra sidelinjen længe og er begejstrede for AirHelps resultater. Vi er derfor glade for, at det er lykkedes os at få lov at investere i selskabet og kan deltage aktivt i videreudviklingen af den succes, de åbenlyst allerede har skabt. Nordic Eye ønsker generelt at hjælpe danske startups til endnu mere vækst. Det er også vores mission hos AirHelp,” sagde partner og administrerende direktør Peter Warnøe, Nordic Eye, ifølge TechSavyy Media ved offentliggørelsen i oktober.

 

Relaterede artikler:

BCD Travel i samarbejde med AirHelp

Når et rejsebureau sætter ræven til at vogte gæs

Flypassagerer snyder sig selv