Bare det ikke koger over

MANDAGSKLUMME: Egentlig er der grund til at være vildt imponeret over det initiativ og den tro på fremtiden i København, som Scandic Hotels for tiden udviser. Ikke mindst med offentliggørelsen af byggeplanerne for det nye store hotel ved Københavns Havn.

Af Ejvind Olesen

Hotelbyggeriet i København boomer for tiden. Det samme gør planerne for de nærmeste år. Det er såmænd ikke så længe siden, vi havde 12.000 hotelværelser i vores hovedstad. Nu har vi 18.000, men vil vi vedblive at have kunderne?

Er succesboblen i fare for at briste? Se hvad der sker i Paris og Berlin med terror. Se hvad der sker i Barcelona og Venedig, hvor de efterhånden hader turister.

Jeg har deltaget i flere møder op gennem 70’erne og 80’erne, hvor danske hotellers kriser var dagligdag. Halvtomme og nedslidte hoteller efterfulgt af krak. Tænk på, hvad ganske almindelige SAS ansatte tabte på at købe aktier i SAS Hotel Scandinavia på Amager, fordi deres chefer anbefalede det. Heller ikke Royal Hotel kunne præstere overskud. Som Alberto Kappenberger sagde til mig: ”Jeg kan simpelthen ikke få det til at gå i plus på grund af vores store restaurant.”

Hotel Scandinavia, der var tænkt som luksus, men kun fik lov til at bygge som turisthotel og derfor altid har haft for små værelser efter international målestok. Uanset utallige forbedringer.

Og hvad med Hotel d`Angleterre udpint og træt, på randen af konkurs ved flere lejligheder. I dag kan man ikke spørge Henning Remmen om de ubehagelige overraskelser i form af mørnede rør og installationer og kæmpe udskrivninger. Spørg ej heller Else Marie Remmen om, hvad det kostede at flytte køkkenet op fra kælderen og indrette swimmingpool og fitness center. Det kan godt få de fleste til at tabe pusten.

Og hvordan med de mange hoteller i Istedgade, hvis ejere var tæt på helt at miste modet på grund af miljøet med narkovrag og prostituerede lige uden for døren. Det kunne mærkes på belægningen på trods af pæne værelser og gode priser.

Københavns Lufthavn nærmest skreg efter at få et hotel, som SAS i givet fald skulle bygge og finansiere sammen med lufthavnen. Formand Haldor Topsøe ville gerne, men havde svært ved at finde pengene. ”Skal vi have et lufthavnshotel, skal det ligge i lufthavnen. Ellers er det ikke et lufthavnshotel,” sagde han en gang, da vi drøftede mulighederne. Banalt, men nødvendigt, eftersom flere mindre hoteller i lufthavnens omegn på Amager var begyndt smykke sig med titlen ’lufthavnshotel’.

Mange år senere fik vi så Hilton Airport Hotel med initiativ fra lufthavnen og SAS, og nu skøjter det derudad. Det skal vi på Danmarks vegne være glade for (se den opdaterede liste med de 10 største hoteller her på siden).

Nej, nej. Det øvrige Danmark er ikke glemt. Her er der heldigvis også masser af grøde, men det vender vi tilbage til.

Seneste bidrag i København kom fra Scandic Hotels med danske Vagn Sørensen som formand. Og tak for det.