Debat: Det danske nej til euroen koster turister

Af Carlos Villaro Lassen (foto), direktør, Feriehusudlejernes Brancheforening.



Man kan sige meget for og imod en fælles europæisk valuta, men for turismen har det danske euro-forbehold været en omkostning. Den danske position med vores egne kroner, men med en fastlåsning i forhold til euroen, har været en giftig cocktail i forhold til at tiltrække turister.



Euroen har gjort det meget lettere at rejse på tværs af lande. Fastholdelsen af vores egen valuta er en klar barriere for turister, der skal vælge Danmark som turistmål. Samtidig er valutaforskellen også en begrænsning for turisterne, når de vil købe varer på ferien. Det er ulig lettere at benytte sin egen valuta til indkøb end at skulle veksle først.



Sverige er heller ikke med i euroen, og de har oplevet en stigende turisme. Faktisk har Sverige i 2007 overhalet Danmark som den førende skandinaviske nation målt på det samlede antal turistovernatninger. Men i forhold til euroen har Sverige haft den turismemæssige fordel, at de har ladet deres valuta flyde.



Derved har en billig valuta kompenseret for en del af tabet ved at stå uden for den fælles europæiske valuta. Danmark derimod har hverken haft den fælles mønt eller en billig valuta til at tiltrække turisterne med.



Fra 2000 til i dag har Danmark mistet udenlandske overnatninger, mens EU-landene og Sverige har haft tocifrede vækstrater.



Som repræsentant for en stor del af turismen med 56 procent af alle udenlandske overnatninger er det feriehusbranchens opfattelse, at den største turismepolitiske gevinst ligger i at have samme valuta som de andre medlemmer af euroen.



Devalueringer og revalueringer i forhold til euroen eller til den tyske valuta er ikke attraktive instrumenter på den lange bane, heller ikke for turismen.



Det tåbelige er at stå uden for en fælles valuta, når vi nu har været i stand til og betalt alle omkostningerne til at sikre, at kronen er låst fast til euroen.



Om euroen er en holdbar valuta på sigt vil tiden vise. Men når de andre EU-lande har indført en fælles mønt, har Danmark ikke turismegevinst ved at stå uden for fællesskabet på grund af vores i øvrigt fornuftige fastkurspolitik. Hvis euro-samarbejdet bryder sammen, så kan Danmark jo fortsætte med den gamle krone og fastkurspolitikken. Men så længe euroen fortsætter uden vores deltagelse, vil vi opleve, at vi i forhold til andre lande mister turister.

Skrevet af