MANDAGSKLUMME: Der er ingen undskyldning for at køre med spiritus i blodet, hverken i bus eller privatbil, men derfra så til at indramme sine campingpladser og nu også havnen i Gøteborg (på forsøgsbasis) er kollektiv mistro til sine gæster.Går det godt kan privatbilister vente samme medicin.
Af Ejvind Olesen
Der skal meget til at blive forbavset over søndagsnyheder i aviserne, inden man knap nok er færdig med ferieperioden. I går var alligevel en undtagelse. Jeg anede ikke, at Sverige er i gang med et korstog mod sine gæster i form af mistro til, at de er ædru.
Jeg vidste heller ikke, at man på en række campingpladser allerede har en form for alkohol-test-bomme, inden man bliver lukket ind. Man skulle ellers tro, at det var vigtigere at få eventuelle syndere stoppet, inden de kører ud på vejene.
Det rådes der til gengæld bod på nu, idet man i nær fremtid i Gøteborg Havn opretter bomme, hvor man med en ny teknik vil teste chaufførerne på busserne, inden de får lov til at køre ind i Sverige. Holder de sig under 0,2 promille, får de lov at køre ind i det forjættede land. Hvis de er over (i Danmark er det som bekendt 0,5) bliver de afhentet og testet igen. Kun fuldstændig ædru chauffører slipper ind.
”Vi kører foreløbigt med et midlertidigt system i en testperiode og skal se, hvor store forsinkelserne bliver,” siger Helena Gottberg fra MHF, Motorfører Forbund, som går ind for nul promille, til Berlingske. Det hele bygges på en ny teknologi – men også på mistro.
Hvis man er i tvivl, kan man senere læse i avisen, at samme Helena håber, at det med tiden vil blive muligt at indføre lignende bomme i alle svenske havne og for førere af alle køretøjer.
I sin tid lærte vi om forbuds Sverige. Nu kommer bommene. Hvad mon tyskerne ville sige, hvis Danmark gør det samme ved overgangene ved den dansk-tyske grænse?
I Danmark har vi det heldigvis sådan, at vi tror på, at vore gæster vil opfører sig ordentlig og holde landets love, også når de kører bil. Da vi en overgang var i berettiget tvivl om at alle, der kommer ind i landet, har reelle hensigter og havde planer om lidt skrappere grænsekontrol – blev vi skoset på det groveste.
Af hvem? Primært af svenskerne!

STANDBY.DK Nyt om rejser

