Cimber betalte otte mio. for Sterling

At resterne af Skandinaviens store lavprisselskab, Sterling Airlines, skulle blive solgt for et etcifret millionbeløb, havde nok de færreste forestillet sig for blot et halvt år siden. Men ikke desto mindre fremgår det af en såkaldt cirkulæreskrivelse fra kuratorerne i det konkursramte Sterling, at resterne af selskabet er solgt til Cimber Air for beskedne otte mio. kr.

  

Af skrivelsen fremgår det, at der er tale om en ’delvis virksomhedsoverdragelse’, som omfatter IT-systemer, kundedatabase, domæner, slots og ’enkelte medarbejdere’. Den totale pris på de otte mio. kr. inkluderer betalinger til en ’rettighedshaver’ på 1,8 mio. kr., således at boet efter Sterling får 6,2 mio. kr. i kassen for salget.

  

Cimber Air har indkaldt til pressemøde senere i denne uge, hvor selskabets ejer og direktør, Jørgen Nielsen, ventes at løft sløret for planerne med Sterling. Stand By venter at kunne bringe et større interview med Jørgen Nielsen i februarudgaven, som udkommer 1. februar 2009.

 

Skrevet af Christian Peschardt