SOMMERTRÆF: Koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen, som nu også har det irske datterselskab i sit regi, tror, at løn og pension allerede i dag spiller en mindre rolle for mange flyselskaber og deres ansatte. Masser af velkvalificerede piloter og kabineansatte søger om jobs i det nye irske SAS-selskab, selv om de er 30 procent billigere i drift end i moderselskabet.
Af Ejvind Olesen
”Det kan jo ikke nytte noget, at man gerne vil have ferie midt om sommeren, hvis man er ansat i en iskiosk. I fremtiden bliver det nødvendigt at tilpasse sig, hvis virksomheden skal have en chance for at klare sig i en benhård konkurrence på et globalt arbejdsmarked. Kodeordet på alle niveauer er fleksibilitet.”
Sådan siger COO i SAS, danske Lars Sandahl Sørensen, som for nylig fik udvidet sit ansvarsområde til også at omhandle fragt, handling og service, samt tekniske afdelinger – og sidst men ikke mindst det nye datterselskab med irsk AOC med baser i London og Malaga.
Er det ikke lidt ønsketænkning fra din stol i Stockholm, når du skal spare 30 procent i datterselskabet og I er i moderselskabet under konstant besparelsespres?
”Nej, det er en udvikling, som jeg sporer mere og mere. Rigtigt, at vi i SAS datterselskab skal spare 30 procent, men det er langt fra på lønninger og pensioner alene. Der tror jeg, vi er på linje med vore konkurrenter, men det kan også være på arbejdstid, ferie, orlovsordninger, skemalægning og lignende. Vi er netop nu i fuld gang med rekrutteringen til London af såvel piloter som kabinepersonale. Vi har en meget stor søgning, som vi også havde, da administrationen skulle på plads.
Vi kan ansætte på alle niveauer blandt velkvalificerede ansøgere, som også lægger vægt på firmaets stabilitet og muligheden for et harmonisk privatliv for de ansatte.
Vi har ikke mærket problemer med at finde de rigtige folk, og det er glædeligt, at SAS ude i verden har et så godt navn. Det erfarer vi ofte i denne tid. Til oktober skal vi have hele staben klar til start den 2. november.”
Er det beroligende, inden du selv går på ferie, at der netop er indgået overenskomst med de fhv. SAS-piloter fra Cimber og CityJet?
”Naturligvis, men hvad overenskomsten går ud på, er et spørgsmål i selskabet og piloternes fagforening. Vi kan ikke leve med strejketrussel det ene øjeblik efter det andet, og vi har tillid til, at vore partnere selv klarer problemerne med acceptable løsninger, som giver os den stabile produktion vi forventer af kontrakten.”
Det ser ud til, at der er varsel om endnu en konflikt med det estiske selskab, som skal flyve for SAS om en måned?
”Det har jeg ingen yderlige bemærkninger til ud over førnævnte.”
Hvor skal du hen på ferie?
”Hjem til København. Vi bliver i Danmark i år. Jeg rejser nok til daglig.”