FORRETNINGSREJSER: Roomit by CWT har indgået ny aftale, der giver de rejsende mulighed for at vælge mellem 197.000 nye hoteller verden over.
At finde det rigtige hotelværelse til den rigtige pris, der holder sig indenfor virksomhedens politik, er fortsat en stor udfordring for de forretningsrejsende, og problemet bliver ikke mindre i 2018. Det forudsiger i hvert fald Advito og BCD Travel, der har set på tendenser for 2018.
Men for CWTs virksomhedskunder er der nu kommet flere muligheder til. Roomit by CWT, der er en afdeling i Carlson Wagonlit Travel, tilbyder de rejsende hotelværelser og loyalitetsprogrammer samtidig med, at virksomhederne får bedre hjælp til at holde styr på rejser og budget.
Roomit by CWT blev etableret for ca. et halvt år siden og har senest indgået aftale med Expedia Affiliate Network (EAN), hvilket betyder, at der er føjet yderligere 197.000 hoteller til platformen, deriblandt 36.000 mindre hoteller, som de rejsende kan vælge imellem.
Der er i forvejen indgået aftale med bl.a. booking.com og mange andre hoteller. Og det er også muligt at tilføje Airbnb, men det er ikke med i standardløsningen. Med den nye aftale med EAN betyder det, at der nu er en million hoteller at vælge imellem globalt, hvoraf 680.000 er rettet imod forretningsrejsende.
Bedre styring og sikkerhed
Men Roomit by CWT er ikke udelukkende blevet udviklet for de rejsendes skyld.
”Flere og flere virksomheder har efterspurgt bedre styring i forhold til booking af hotelværelser. Flybilletter er blevet billigere, hvor det er gået den anden vej med hotelværelserne,” siger direktør for Carlson Wagonlit Travel, Torben Rodenberg.
Virksomhederne har mulighed for selv at lægge forskellige kriterier for bookingen ind i systemet. Men der er også en anden stor fordel ved at få samlet hotelbookingerne, som de senere år er blevet et vigtigt fokuspunkt for virksomheder og deres medarbejdere.
”En halv time efter, at der er lavet en booking via Roomit, bliver virksomheden via CWT Analytiqs orienteret om det, så de ved, hvor deres medarbejdere befinder sig rundt omkring i verden. Systemet stilles til rådighed for CWT’s kunder, og det betyder, at virksomheden hele tiden har et overblik over, hvor medarbejderne befinder sig, og med det fokus, der er på sikkerhed, er det noget, der har stor værdi,” siger Torben Rodenberg.
Relaterede artikler
Danskerne elsker forretningsrejser
Danmarks længste indenrigsrute øger forretningsrejsende