Døren på klem for ansatte fra Cimber til JetTime

Det ville forkert at sige, at det er en ladeport, der står åben for de mange hundrede ledige i Cimber Sterling hos JetTime, men nogle bliver der brug for. Enkelte har allerede fået job, fordi JetTime ekspanderer og regner med at sætte to ekstra fly i brug, for på den måde at komme op på 12 Boeing 737-fly.

 

Selskabet er ikke interesseret i ruteflyvning, men fastholder produktionen til charter og ad hoc opgaver, som der er ret så mange af i øjeblikket.

 

Efter hvad takeoff.dk erfarer, føres der intense forhandlinger med kurator i boet efter Cimber Sterling om at overtage to Boeing 737, men helt let er det ikke, da det hele også skal koordineres med ejerne af de leasede fly.

 

Foreløbigt har JetTime overtaget kontrakten med Aarhus Charter om hele sommerens program, ligesom der netop er lavet aftale om at flyve et par ekstra serier for Star Tour.

 

I går fik personalet i Cimber Sterling grønt lys for at tage andre job, selv om de har kontrakt om seks måneder med det nu krakkede selskab og reelt er ansat i boet.  Det betød straks, at de første fik job hos JetTime, der skal bruge flere både piloter og kabinepersonale.

 

Hvor mange, der reelt er tale om, kan først afgøres, når flyaftalerne er på plads.

Skrevet af Ejvind Olesen