De danske regler for indrejse lempes 1. februar. Dermed kan fuldt vaccinerede udlændinge, herunder krydstogtturister, indrejse uden test. Men stadig krav om mundbind i lufthavne og på fly.
Der vil dog stadig gælde forskellige krav de næste fire uger, frem til udgangen af februar, alt efter hvor i verden man rejser til Danmark fra, og hvad ens smitte- og vaccinestatus er.
Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
De forlængede restriktioner gælder, efter at Folketingets Epidemiudvalg fredag har fulgt indstillingerne fra Epidemikommissionen.
Af pressemeddelelsen fra Sundhedsministeriet fremgår det også, at ”restriktioner rettet mod krydstogtturismen ophæves, således at indrejsende krydstogtturister mødes af de samme krav som andre alle andre indrejsende.”
Dansk Erhverv finder det glædeligt, at testkravet for indrejsende til Danmark nu sløjfes, hvis enten man er fuldt vaccineret med en af de nu ni anerkendte vacciner eller tidligere smittet. Det vil gøre en stor positiv forskel for turismen, skriver erhvervsorganisationen i en pressemeddelelse.
En hæmsko for turismen
”Testkravet har været en hæmsko for turismen særligt i København, der jo har været hårdt ramt som følge af coronakrisen. Hoteller og andre virksomheder i oplevelsesøkonomien ser stadig langt efter de internationale gæster, der er altafgørende for en rentabel forretning,” siger Lars Ramme Nielsen, markedschef i Dansk Erhverv for turisme- og oplevelsesøkonomi.
Indtil nu har det været sådan, at skulle en tysker eller italiener for eksempel flyve til København, så skulle vedkommende selv før afrejse have lavet og betalt en test, som kan koste dyrt. Nu ryger testkravet fra på tirsdag, og det er en rigtig god nyhed, siger Lars Ramme Nielsen.
Han tilføjer, at Dansk Erhverv som et snarligt næste skridt gerne ser en model, hvor man udelukkende vil have test fra personer, der kommer fra lande med en bekymrende corona-variant.
”De fleste indrejsende vil jo komme fra lande, hvor omikron-varianten er dominerende. Det må man sige, at den også er i Danmark.
En restriktion skal jo give mening i form af, at den skal stoppe udbredelsen af smitte, derfor vil det give mening, at det snarlige næste skridt bliver, at vi går over til udelukkende at ønske test fra personer, der kommer fra lande med bekymrende varianter,” siger Lars Ramme Nielsen.
Stadig krav om mundbind i lufthavne og på fly
Også Københavns Lufthavn glæder sig over, at krav om test ved ankomst fra en række destinationer fjernes, og at langt de fleste passagerer kan nøjes med et gyldigt coronapas. Det er godt nyt for turist- og rejsebranchen, skriver lufthavnen i en pressemeddelelse, hvor det dog understreges:
”En regel forbliver dog den samme for danske og udenlandske rejsende i alle europæiske lufthavne og flyselskaber: Der skal fortsat bæres mundbind i terminalerne og på flyene. Som international lufthavn skal Københavns Lufthavn følge anbefalinger fra det Europæiske agentur for luftfartssikkerhed, EASA, omkring brug af mundbind.”
I pressemeddelelsen siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn: “De lempede regler er en vigtig og meget kærkommen håndsrækning til en turistbranche, der er sendt i knæ af COVID-19. Rejsereglerne og restriktionerne på tværs af Europa er dog stadig forskellige. Derfor bør der arbejdes for fælles europæisk lempelse af rejserestriktionerne.”
Hele pressemeddelelsen fra Sundhedsministeriet med yderligere informationer om gældende regler kan ses via dette link.
Relaterede artikler:
Nets: Genåbning afspejles i kreditkortforbruget