Et ”grønt eller ”gult” Europa og coronapas ændrer ikke ved, at flere europæiske lande stadig har restriktioner, der kan påvirke rejsende. Danske ambassaders hjemmeside er god nyhedskilde.
Fra 1. juli skal alle EU- og Schengenlande acceptere det danske coronapas som dokumentation for vaccination, test eller tidligere smitte. Rejsende skal dog være opmærksom på, at de fortsat kan møde restriktioner ved grænserne, for eksempel krav om test og isolation efter indrejse i landet eller udfyldelse af indrejseformular før afrejse.
Det skriver den danske afdeling af Forbruger Europa, der har sekretariat i Konkurrence og Forbrugerstyrelsen, i en pressemeddelelse. Forbruger Europa-netværket er oprettet af Europa-Kommissionen og har kontorer i alle EU-lande plus Norge og Island.
Fra Danmarks Rejsebureau Forening er et af de primære råd til indhentning af informationer til ferierejsende indenfor EU- og Schengenlandene at følge Udenrigsministeriets rejsevejledninger samt bruge hjemmesiderne for de danske ambassader i de enkelte lande.
Det gælder både det land, man skal rejse til, eller de lande, man eventuelt kører igennem på vej mod rejsemålet. Ambassadernes hjemmesider er opdateret forud for at EU’s coronapas officielt blev taget i brug i dag, 1. juli.
Vigtigt at tjekke restriktionerne
Leder af Forbruger Europa i Danmark, Lars Arent, siger i pressemeddelelsen: ”Det er vigtigt at tjekke restriktionerne i de lande, man skal til, umiddelbart før afrejsen. Restriktionerne ændres løbende, så det er faktisk også nødvendigt at holde øje med dem undervejs, hvis man skal krydse grænser på vej hjem.”
På de danske myndigheders hjemmeside coronasmitte.dk er der også oplysninger om rejser til udlandet, herunder hvor forbrugere, der har behov for mere detaljeret information, kan henvende sig.
EU-Kommissionen har en app, ”Re-open EU”, hvor forbrugerne kan indtaste, hvor de skal til og fra, og hvilke lande de eventuelt skal igennem undervejs. For de fleste europæiske lande giver den svar på, hvilke restriktioner der gælder.
Rettigheder afhænger af rejsetype
”Hvis restriktionerne hindrer den rejsende i at kunne rejse eller gør, at rejsen ikke bliver, som man havde regnet med, for eksempel fordi faciliteter på rejsemålet holder lukket, vil forbrugerens rettigheder afhænge af, hvilken type rejse man har købt. Mens man er dækket af særlige regler, hvis rejsen er købt som en pakkerejse, og den eksempelvis ikke kan gennemføres eller er mangelfuld, så gælder det samme ikke, hvis man har købt fly og ophold separat,” siger Lars Arent og tilføjer:
”Hvis man overvejer sommerferie i udlandet, skal man sætte sig grundigt ind i betingelserne for især afbestilling og mulighed for refundering, før man køber rejsen. Og hvis man allerede har købt en rejse, så er det også en god idé at læse aftalevilkårene, før afrejse.”
På hjemmesiden Forbrug.dk er der samlet en masse råd til danskere, der planlægger eller er på ferierejse i udlandet, klik her.
Relaterede artikler:
CPH-passagerchef: Mød velforberedt op i lufthavnen
Flere lande bliver grønne i nye rejsevejledninger