STANDBY.DK Nyt om rejser
Af Ejvind Olesen
Det ene udenlandske turistkontor efter det andet skruer ned for blusset i Danmark og for den sags skyld også i de fleste andre lande. Officielt for at spare, måske lidt mindre officielt for at konvertere en del af beløbet til en lind strøm af pressemeddelelser, som de derefter forventer, at vi skal labbe i os som honning.
Hvor blev den gode gamle turistchef af? Ham eller hende, der kendte journalister, forfattere og fotografer, og som arbejdede tæt sammen med flyselskaberne om at skabe spændende og anderledes tilbud til danskerne. Og for den sags skyld også til pressen, som kom bag kulisserne og fik indsigt i dagligdagen og turisternes muligheder i landet.
Der er enkelte tilbage endnu af den type i Danmark, men ikke mange. Nu er det markedschefer og statistikere. Dygtige yngre folk. Klart bedre uddannet end de fleste af deres forgængere, men i princippet kunne de ligeså godt sælge biler eller vindmøller. Gløden i øjnene er der ikke.
De gamle brændt for deres land med en entusiasme, som jeg har sværere t ved at finde i dag.
Havde det ikke været for Knud Jensen i Sveriges Turistbureau havde jeg ikke vidst det om Nordsverige, jeg ved i dag. Min daværende avis, Berlingske, var aldrig kommet i gang med at starte en serie succesrige chartermidnatssol-ture til Luleå og Storforsen.
Vi havde aldrig sammen før arrangeret den hidtil største skimesse i Bella Center med rekordbesøg.
Vi havde ikke fået kendte svenske kunstnere med til de såkaldte feriefester. Sven Bertil Taube og Lill Lindfors for eksempel. Vi hentede svensk TV’s mest populære musik- og sangudsendelse ned til København og lavede dansk-svensk søndag.
Det samme fra et andet naboland som Norge, hvis mangeårige turistchef, Bjørn Pahle, utrætteligt stred for sit land. Og rent faktisk havde svært ved at forstå, at vi overhovedet kunne interessere os for andet. Han kaldte til frokostmøder på turistkontoret og viste lysbilleder på væggen, og vi labbede det i os.
Men han var også manden, der tog os med til Nordkap, eller på dagfiskeri fra Tromsø. Eller lavede en særskilt tur 17. maj til Oslo (i 23 graders varme, men det kunne vi trods alt ikke takke ham for), hvor vi lærte noget om Norges nationaldag, som vi med lidt skepsis havde betragtet på afstand. Masser af andre eksempler kunne nævnes, og han var i reglen selv med.
Lad mig denne weekend blot nævne en tredje, nemlig Irlands legendariske John Kennedy. Hvad jeg dog ikke har lært om Irland af den mand. Sammen har vi også bragt hundredvis af danskere til specialarrangementer i en kombi-avis-turist model. Vel at mærke ting, vi selv skabte. Flyttede rundt på musikgrupper og var snublende nær på at have rødhårede Maureen O’Hara med til at møde en dansk gruppe på Ashford Castle, hvor ”Den tavse Mand” blev optaget.
John Kennedy udviklede i mange år et fantastisk netværk af mediefolk i København.
Vel er jeg kommet mere på afstand af begivenhederne end dengang. Vel er tiden en anden – og dog! Måske lyset i øjnene igen skal til at gløde på turismens repræsentanter på bekostning af det besynderlige marketingsprog.
Danskerne vil gerne. Hvad tror du?
