DFDS får sin egen Styrmand Carlsen; Torben Carlsen bliver fra maj ny koncernchef for rederiet. Foto: DFDS.

DFDS skifter koncernchef

Efter 12 bag roret stopper Niels Smedegaard med udgangen af næste måned som koncernchef for det store danske rederi. Han afløses af den nuværende finansdirektør, Torben Carlsen.

CEO Niels Smedegaard har opsagt sin stilling som koncernchef i DFDS og fratræder ved udgangen af april. Han afløses af 53-årige Torben Carlsen, der kom til det store danske rederi i 2009 som finansdirektør, CFO.

Klik for stort format. Koncernchef Niels Smedegaard har stået i spidsen for DFDS de seneste 12 år. Foto: DFDS.

Niels Smedegaard holdt senest tale torsdag i sidste uge ved 25 års jubilæet for Peder Gellert Pedersen, øverste chef for DFDS Ferry Division.

Bagefter talte Niels Smedegaard med STANDBY.dk om rederiets overvejelser om nye skibe på København-Oslo ruten – men kunne naturligvis ikke antyde, at han var på vej ud, da DFDS er børsnoteret.

”Niels Smedegaard har haft overvejelserne om at stoppe et stykke tid, men selve beslutningen er taget inden for den seneste tid,” oplyser DFDS’ kommunikationsdirektør, Gert Jakobsen, til STANDBY.dk og tilføjer, at Niels Smedegaard ikke skifter til en ny stilling, men vil koncentrere sig om bestyrelsesarbejde.

Niels Smedegaard er i dag blandt andet formand for bestyrelsen i Danske Rederier og Bikubenfonden ligesom han er i bestyrelsen for blandt andet Interferry, Falck, European Community Shipowners’ Associations (ECSA), Denmark-America Foundation samt Nikolai og Felix Fonden; sidstnævnte er opkaldt efter prinserne Nikolai og Felix, sønner af prins Joachim.

Tæt parløb
Torben Carlsen har i tæt parløb med Niels Smedegaard gjort DFDS til en større, stærkere og mere lønsom virksomhed, oplyser DFDS i en pressemeddelelse mandag morgen. Niels Smedegaard har været koncernchef, CEO, for DFDS siden 1. januar 2O07.

Selv siger Niels Smedegaard i pressemeddelelsen: “Min tid i DFDS har været en fantastisk rejse, jeg er stolt over den fremgang, der er skabt for selskabet og dets medarbejdere, kunder og aktionærer, siden jeg tiltrådte.

Det har været en svær beslutning at sige farvel, men efter at have stået i spidsen i over 12 år er tiden kommet til at bruge mere af min energi og erfaring i bestyrelsessammenhænge. DFDS er særdeles godt positioneret til fremtiden, og jeg overlader trygt roret til Torben,” siger Niels Smedegaard og tilføjer:

“Jeg skylder alle i DFDS – fra de enkelte medarbejdere til den øvrige ledelse og bestyrelsen – en stor tak for de gode år, vi har haft sammen. Vi har delt mange glæder og er kommet igennem store udfordringer i fællesskab. Alt det vil jeg tage med mig videre.”

Fra DFDS’ bestyrelsesformand, Claus V. Hemmingsen, lyder det:

“Niels har stået i spidsen for en imponerende transformation af DFDS. I den tid, han har ledet virksomheden, er den mere end fordoblet i størrelse. DFDS er i dag en langt mere lønsom virksomhed, der med kompetente medarbejdere er velforberedt til at fortsætte væksten og håndtere fremtidens udfordringer, herunder Brexit og de voksende krav om digitalisering. På egne og bestyrelsens vegne takker jeg Niels for hans store indsats. 

Torben og Niels har i alle årene haft et tæt samarbejde i direktionen og et fortrinligt samarbejde med bestyrelsen. Torben har spillet en væsentlig rolle i udviklingen af DFDS og er med sit brede kendskab til selskabet den ideelle til at sikre kontinuitet og fortsat succes.”

Baggrund i luftfart
Torben Carlsen har en bred og international ledelsesmæssig baggrund. Før han kom til DFDS i 2009, havde han ledende stillinger i Schweiz og USA inden for primært luftfart. Torben Carlsen har blandt andet været finansdirektør i cateringkoncernen Gate Gourmet Group, strategidirektør hos Swissair Associated Companies samt Manager Treasury & Control hos daværende SAS Service Partner.

I pressemeddelelsen fra DFDS siger Torben Carlsen: 

“Jeg er stolt over den tillid, bestyrelsen viser mig, og ydmyg over for opgaven. Jeg glæder mig til sammen med den øvrige ledelse, vores dygtige kolleger og bestyrelsen at fortsætte den gode udvikling for DFDS med udgangspunkt i de strategiske planer, vi har lagt i nært samarbejde med bestyrelsen.”

Omsætning på 16 milliarder kroner
DFDS, der har hovedkontor i Københavns Havn, betjener i alt cirka 30 ruter i Europa med 50 fragt- og passagerskibe med en årlig omsætning på omkring 16 milliarder danske kroner. Omkring 80 procent af indtægterne kommer fra fragt og logistik.

Hvert år rejser over fem millioner passagerer med DFDS’ skibe på dets mange ruter. Den største passagerrute med overnatning er København-Oslo med cirka 775.000 passagerer sidste år. Den største – og korteste – overfart er på Den engelske Kanal mellem England og Frankrig med omkring 3,5 millioner årlige passagerer.

Relaterede artikler:

DFDS overvejer nye skibe til Oslo-ruten

Topchef i DFDS fejrer 25 års jubilæum

Kendt brancheprofil ombord hos DFDS