Dobbeltrolle ved Sterling-salg

Det vækker undren, at partner i kapitalfonden Axcel og medlem af bestyrelsen i Cimber Air siden 2005, Vilhelm Hahn-Petersen, i de seneste uger har spillet flere roller i spillet om resterne af Sterling. Cimber Air fastholder dog Vilhelm Hahn-Petersens fulde integritet i processen, skriver Børsen i dag.

 

Flere iagttagere i dansk luftfartsindustri mener, at Vilhelm Hahn-Petersen har spillet en dobbeltrolle ved først at forhandle om overtagelse af resterne af Sterling på Axcels vegne, og dernæst at være en del af det Cimber Air, der nu har overtaget dele af Sterling.

 

»Der er ingen tvivl om, at grunden til, at Cimber Air interesserer sig for dette er, at Vilhelm synes det så spændende ud. Han er meget begejstret for Sterling-tanken,« forklarer partner i advokatfirmaet Kroman Reumert og kurator i Sterling-boet, Lisa Bo Larsen ifølge Børsen.

 

Vilhelm Hahn-Petersen forstår godt den skepsis, der omgærder hans person i denne forbindelse.

 

»Jeg har bestemt ikke haft en dobbeltrolle i dette forløb, men kan godt forstå, hvis folk tror, at det har været sådan. Dette har været clearet hele vejen igennem med Cimber Air. Sagen er den, at vi fik en henvendelse fra Sterling-boet i Axcel. I den sammenhæng meddeler jeg bestyrelsen i Cimber Air, at jeg er involveret i dette. Det accepteres fuldt ud fra Cimbers side. Så træffer vi i Axcel beslutning om ikke at gå ind i Sterling. Senere er der så sket det, at Cimber overtager dele af Sterling,« siger Vilhelm Hahn-Petersen.

 

Fra Cimber Airs side afviser man også, at Vilhelm Hahn-Petersen har spillet en dobbeltrolle.

 

»Vores bestyrelse besluttede på et tidligt tidspunkt, at Vilhelm Hahn-Petersen var inhabil, så det kørte uden om ham. Da det hele var lukket ned omkring interessen fra Axcel, havde vi mulighed for at se, om Sterling var noget vi kunne bruge. Han har ikke været med i forhandlingerne med Sterling-boet,« siger adm. direktør Jørgen Nielsen fra Cimber Air ifølge Børsen. 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen