Europæiske flyselskaber tester brug af mobiltelefoner

En ny teknologi, som forventes færdigudviklet i slutningen af 2006, vil snart gøre det muligt for europæiske flypassagerer at benytte deres mobiltelefoner under flyrejsen. Det meddelte det schweizisk baserede teknologifirma OnAir tidligere på ugen.

Det britiske lavprisselskab, bmi, og det statsejede portugisiske TAP Air Portugal skal hver for sig teste OnAirs tale- og sms-tjenester i tre måneder, oplyser direktør i OnAir George Cooper.

I løbet af de tre måneder vil vi alle evaluere, hvordan det fungerer, hvor meget det bliver brugt og hvordan vi håndterer det i forhold til besætning, sagde han til nyhedsbureauet AP i Tyskland.
”Begge selskaber vil til at begynde med udstyre et par fly – to til tre stykker – med dette system,” sagde Cooper.

Både TAP og bmi vil prøvekøre systemet i fly, der opererer på flyvninger inden for Vesteuropa. TAP vil indbygge mobiltelefonsystemet i et par Airbus 321 og bmi i dets Airbus 320. Det har hidtil været forbudt at bruge mobiltelefoner i passagerfly af frygt for, at radiosignalerne fra telefonerne kan forstyrre flyets navigationssystem. OnLine imødegår disse bekymringer ved at benytte et system, der er indbygget i flyet og dermed vil få de mobile enheder til at sende med lavere styrke, så det ikke kommer til at påvirke flyets instrumentering og radiokommunikation.

Ud fra den betragtning, at USA har ”en anden holdning end Europa og resten af verden” siger OnAir chef, at lanceringen af OnAirs system vil blive udsat i Nordamerika.   OnAir er et joint venture mellem Societe Internationale Information de Telecommunications Aeronautiques/Information Networking Computing (SITA) og Airbus.

Skrevet af