Cimber Air skal flyve Formel 1

Cimber Air skal udføre charterflyvninger for Toyotas Formel 1 Team ved disse Grand Prix-løb den kommende sæson:

23. april i San Marino, 14. maj i Spanien, 28. maj i Monaco, 11. juni i England, 6. august i Ungarn, 27. august i Tyrkiet og 10. september i Italien.



Cimber Air skal ved alle disse løb flyve teamet, incl. kørerne, Ralf Schumacher og Jarno Trulli, hjem til Toyota Motorsports hovedbase i Köln, efter løbene.



Ved løbet i Tyrkiet, skal Cimber Air også flyve teamet fra Köln til selve løbet.



Charterflyvningerne vil blive udført med Cimber Airs 50 sæders business jetfly, CRJ 200 (Canadair Regional Jet).



”Vi er utrolig stolte af denne kontrakt. Den bekræfter, at vi med vore CRJ jetfly har en flåde af meget populære og komfortable fly”, fortæller Cimbers salgs- og marketingchef Bjarne Rasmussen, og fortsætter:



”Det var i øvrigt samme flytype som det danske herrelandshold i håndbold fløj til EM i Schweiz med, hvor de benyttede vor rute fra København til Basel.

Cimber har de seneste par måneder haft en meget stor efterspørgsel af charterflyvninger med netop denne flytype – og meget ofte fra de store fodboldklubber og håndboldklubber, der skal ud og spille i europæiske klubturneringer, herunder Champions League.”



CRJ-flyet har en rækkevidde, så det med udgangspunkt fra fx Danmark kan nå alle kanter af Europa uden stop undervejs.


Skrevet af