Fagforeninger fastholder julestrejke i TAP

TAP PortugalDen portugisiske regering fastholder sine planer om privatisering af det portugisiske flyselskab efter tre dages forhandlinger med fagforeningerne og det fik de ansatte til at fastholde strejkeplanerne fra 27. til 30. december.

Transportminister Sergio Monteiro sagde efter forhandlingerne, at fagforeningerne har afvist at indgå mere arbejdsgiver-venlige overenskomster og har i stedet krævet privatiseringsplanerne standset.

“Regeringen beklager dybt denne holdning, da manglende flyvninger i juleperioden vil være yderst skadelige, så vi kan blot håbe, at fagforeningerne ændrer opfattelse,” siger ministeren.

Med omkring 300 daglige flyvninger i perioden, kan 120.000 passagerer blive berørt og TAP miste euro-millioner.

Regeringen vil ikke bøje sig, især fordi privatisering har været et af kravene fra EU i forbindelse med den økonomiske redningsaktion i 2011. Fagforeningerne er overbevist om, at en privatisering vil medføre lavere lønninger og færre jobs.

Regeringen vil sælge 61% af aktierne i flyselskabet til en af tre potentielle kunder. Det ventes ikke, at et salg vil give Portugal penge i statskassen, men vil medvirke til at nedbringe milliardgælden til EU og sikre TAPs fortsatte beståen.