Henrik Peter Jørgensen, til højre, med sit band Out of Time.

Farvel med fuld musik

Københavns Lufthavns snart afgåede kommunikationsdirektør havde sit fritidsband med, da der i går var afskedsreception.

Efter over ti år i Københavns Lufthavn meddelte kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen i starten af januar, at han stopper med udgangen af denne måned. Han kom til lufthavnen i 2007 fra job som driftsdirektør i Banedanmark og startede også som driftsdirektør i lufthavnen. To år senere blev han i stedet Vice President External Relations, i daglig tale kommunikationsdirektør.

Ved en meget velbesøgt afskedsreception i går i lufthavnen sagde Københavns Lufthavns administrerende direktør, Thomas Woldbye, i sin tale til Henrik Peter Jørgensen blandt andet:

”Det har været en fantastisk rejse du og Københavns Lufthavn har været på – og du har været del af mange af vores succeser. Samtidig er du en meget vellidt og respekteret person. Du er en af de bedste kolleger, man kan forestille sig. Og du har altid været god til at trække os lidt tilbage når vi blev for navlepillende og selvfede.”

Uklart hvad fremtiden bringer
I sin tale til de fremmødte sagde Henrik Peter Jørgensen blandt andet, at da han kom til lufthavnen, skiftede han jernbanerne ud med startbaner. Henrik Peter Jørgensen sagde sit job op i lufthavnen uden at have et nyt på hånden. ”Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal fremover,” sagde han i sin tale.

Lufthavnen er i gang med at finde en afløser for Henrik Peter Jørgensen, sagde lufthavnsdirektør Thomas Woldbye til standby.dk og tilføjede: ”Men det er ikke besluttet, om det præcis bliver en kommunikationsdirektør, men det bliver et job, der kommer til at minde om det. Samtidig kigger vi også på, om noget kan gøres anderledes.”

Indtil videre deles hovedparten af Henrik Peter Jørgensens arbejdsopgaver i lufthavnen mellem Morten Boje Hviid, leder af Public Affairs & External Communication, samt pressechef Kasper Hyllested.

Thomas Woldbye havde ‘ingen kommentarer’ til, om han selv overvejer at stoppe efter foreløbig seks år på posten som lufthavnsdirektør. ”Det er noget bestyrelsen udtaler sig om,” sagde han til standby.dk

Lufthavnsdirektøren glædede sig blandt over de nye langruter, der for nylig er kommet til Københavns Lufthavn, senest for eksempel Air India, og over, at til maj åbner såvel Air China fra Beijing samt Cathay Pacific fra Hong Kong ruter til lufthavnen. Thomas Woldbye har navnlig et ønske til en ny langrute til Københavns Lufthavn, nemlig til Sydkorea.

En af Peter Henrik Jørgensens fritidsinteresser er hans band Out of Time, og det havde han medbragt til receptionen i går. Her spillede de tre numre med den snart tidligere kommunikationsdirektør på guitar.

Relaterede artikler:

Københavns Lufthavn sætter rekord med nybyggeri

ATP køber sig ind i Københavns Lufthavne

Lufthavn fyrer kendte chefer