En model af en kommende brintdrevet FlixBus. PR-illustration: FlixMobility.

FlixBus vil udvikle egne brintbusser

FlixMobility, som FlixBus er i familie med, er gået med i researchprojektet HyFleet. Målet er at udvikle sin egen brintdrevne bustype, der kan være klar til at køre langruter i Europa i 2024.

FlixMobility og dets partnere i HyFleet-projektet har netop fået en foreløbig støttegodkendelse om at arbejde videre med projektet fra det tyske transportministerium.

De kommende HyFleet-brintdrevne busser til langruter skal drives af brændselsceller. FlixMobility forventer at kunne teste prototypen på brintbussen i 2024, oplyser FlixMobility i en pressemeddelelse.

André Schwämmlein, koncernchef for FlixMobility, siger i pressemeddelelsen: ”Vi er stolte af være en del af HyFleet-projektet om at være med til at udvikle Europas første type brintdrevne busser til lange strækninger. Det sker i samarbejde med vores partnere Freudenberg og ZF Fuel. Dermed bliver busser også en del af fremtidens bæredygtige transportformet.”

FlixMobility begyndte i sommer at bruge biogas-drevne FlixBuser på nogle af sine ruter i Sverige og Belgien. Ligeledes har FlixBus allerede busser der får noget af deres energi fra solpaneler monteret på busserne.

Ved at øge fokus på mere miljøvenlige busser, medvirker FlixBus også til at nedbringe kvælstofforurening fra sine i dag dieseldrevne busser. En udfordring i forbindelse med brintdrevne busser er, skriver FlixBus, at teknologien i dag gør det svært at genoplade busserne på kort tid.

36 stoppesteder i Danmark
I Europa betjener FlixBus over 2.500 stoppesteder i 36 lande, herunder også 36 i Danmark. På langbusruterne i Danmark skal der være mindst 75 kilometer mellem bussernes stoppesteder.

Totalt har FlixBus i snit 400.000 daglige afgange i de lande, selskabet kører i.

Selve FlixMobility startede i Tyskland i 2013 og havde sidste år 62 millioner passagerer på sine europæiske ruter. Udover FlixBus har FlixMobility også FlixTrain-varemærket, oplyser FlixBus’ hjemmeside.

Relaterede artikler:

FlixBus køber amerikanske Greyhound Lines

Færdigvaccinerede får FlixBus til at øge i Danmark

FlixTrain åbner 15 nye togruter i Tyskland

Scandlines bestiller miljøvenlig reservefærge

Ejerleder af biohotel vinder bæredygtighedspris