Flykaptajn med kunstig arm fik problem

Flybe-flyEn kaptajn med kunstig underarm i engelsk regionalt flyselskab mistede kortvarigt kontrollen over sit fly, da den kunstige underarm røg af. Flyet landede dog sikkert.

Hændelsen skete i februar i år da et fly fra Flybe fra Birmingham med 47 passagerer skulle lande i nordirske Belfast City Airport under kraftig turbulens.

I en rapport udgivet denne uge skriver den britiske havarikommission, Air Accidents Investigation Branch, AAIB, at den 46-årige kaptajn fløj flyet manuelt mod lufthavnen i Belfast, men at hans kunstige underarm røg af, hvormed han delvist mistede kontrol med flyet.

Ifølge rapporten overvejede kaptajnen kortvarigt at overgive kontrollen med flyet til sin styrmand, men han besluttede at pga. tidspresset tæt på landing og de vanskelige flyveforhold som følge af turbulensen, var hans bedste mulighed at bruge den anden arm til at styre motorkraften. Dette lykkedes, selv om flyet lavede en hård landing.

Ifølge AAIB vil kaptajnen fremover være mere varsom med at kontrollere sin kunstige venstre forarm. Kaptajnen vil også fremover orientere sin styrmand om muligheden for, at den kunstige arm kan ryge af, så styrmanden med kort varsel kan overtage kontrollen.

I en udtalelse i forbindelse med rapporten fra AAIB skriver Flybe, at flyselskabet er stolt over at være del af et program for lige muligheder for ansatte.

“Det betyder, at Flybe i lighed med de fleste andre flyselskaber, beskæftiger ansatte med reducerede fysiske muligheder. Når dette er muligt og opfylder kravene fra de britiske luftfartsmyndigheder, Civil Aviation Authority, omfatter det også piloter,” skriver Flybe og tilføjer: “Kaptajnen, der er omtalt i rapporten, er en af Flybe’s mest erfarne piloter. Under hændelsen var der på intet tidspunkt fare for de ombordværende – ligesom flyet ikke blev beskadiget ved landingen.”