Flyselskaber i USA klarer sig

Reduktion i kapaciteten året igennem sikrede høje load factors i december på trods af færre flypassagerer, fremgår det af de seneste statistikker fra de amerikanske flyselskaber.

  

Det er de høje brændstofpriser igennem størstedelen af 2008, der har fået flyselskaberne til at reducere kapaciteten, og med de seneste måneders lavere brændstofpriser, får selskaberne igen udbytte på sine ruter.

  

Det får Morningstars analytiker Basili Alukos til at sige, at han bestemt ikke venter betalingsstandsninger blandt flyselskaberne medmindre efterspørgslen falder yderligere 30%. Han mener flyselskaberne er i god form, da billetpriserne er steget over hele spektret samtidig med, at brændstoffet er blevet billigere.

  

Da julen nærmede sig, var der stor spænding om, hvor meget passagertallet ville falde. For Continental blev faldet 6,7%, men det blev modsvaret af en kapacitetsreduktion på 8,1%. Selskabets omsætning steg med 4-5% på hovedruterne.

  

United Airlines trafiktal faldt med 11,5% modsvaret af en kapacitetsnedskæring på 12,7% og American Airlines havde et fald i trafikken på 8,2% og en nedgang i kapaciteten på 8,6%. Alle de omtalte selskabet havde en forhøjet load factor i forhold til december 2007.

 

Skrevet af Flemming Juul