Der er stor forskel på hvordan forbrugerne er stillet ved aflysninger i forbindelse med rejser under coronavirussen. Arkivfoto fra Københavns Lufthavn.

Forbruger Europa: coronavirus udfordrer rejsende

Der er forskel på forbrugeres rettigheder ved aflysninger som følge af frygt for coronavirus. De med en pakkerejse er bedst stillet, oplyser Forbruger Europa, EU’s netværk af forbrugercentre.

For at mindske smittefaren ved coronavirus er en række større arrangementer i udlandet blevet aflyst eller udskudt.

Mens forbrugeren som udgangspunkt kan få pengene for det aflyste arrangement tilbage, vil det være svært ved at få dækket udgifter til for eksempel fly og hotel, hvis man alligevel ikke ønsker at rejse.

Det oplyser Forbruger Europa i en pressemeddelelse. Forbruger Europa er en del af EU-Kommissionens netværk af forbrugercentre som behandler forbrugerklager på tværs af EU’s grænser. Netværkets danske kontor er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Forbruger Europa modtager i øjeblikket henvendelser fra bekymrede danskere, der overvejer at blive hjemme af frygt for smittefaren fra coronavirus. De spørger typisk til deres rettigheder, hvis de selv vil aflyse rejsen. Om dette siger Lars Arent, leder af Forbruger Europa i Danmark:

“Hvis man er nervøs for smitte og selv aflyser en rejse, vil man ikke have krav på at få sine penge for flybilletterne retur. Man vil heller ikke have krav på at få ombooket sin rejse.”

Smittefaren ved coronavirus har ført til flere aflysninger af for eksempel et sportsarrangement eller en messe – hvor det altså ikke er forbrugeren selv, der aflyser, men arrangøren.

Hvis man har købt billetter separat til et af de aflyste arrangementer, skal arrangøren som udgangspunkt give pengene tilbage, lyder det fra Forbruger Europa.

Afgørende hvor rejsen er købt
Hvorvidt man også har ret til at få dækket udgifter til for eksempel hotel og fly vil afhænge af, hvordan man har købt rejsen. Har man købt fly og billetter til arrangementet hver for sig, vil man ikke have krav på, at arrangøren dækker sine øvrige udgifter, hedder det.

“Arrangøren af det, man har købt billet til, er kun ansvarlig for at returnere billetprisen, når arrangementet aflyses som følge af coronavirus. Arrangøren hæfter ikke for flybilletter og hotelophold, man selv har bestilt separat,” siger Lars Arent.

I det tilfælde skal man kontakte flyselskabet eller hotellet. Man kan dog ikke være sikker på at få pengene retur.

Lars Arent fortsætter: “Hvis arrangementet aflyses som følge af coronavirus, men flyselskabet ellers flyver til destinationen, kan forbrugeren ikke gøre så meget. Flyselskabet er ikke ansvarlig for, at arrangementet er blevet aflyst. Det samme gælder hotellet, så længe det holder åbent for gæster.”

Bedre stillet ved pakkerejser
Der gælder derimod andre regler, hvis forbrugerens billetter til for eksempel fodboldkampen eller konferencen er en del af en pakkerejse, understreger Forbruger Europa.

Så kan man ud fra en konkret vurdering have ret til at få sine penge tilbage, hvis arrangementet bliver aflyst.

“Hvis for eksempel en fodboldkamp udgør en væsentlig del af rejsen, og den bliver aflyst, så skal rejsearrangøren tilbyde en alternativ rejse af samme eller højere kvalitet. Kan det ikke lade sig gøre, vil man ud fra en konkret vurdering kunne have krav på at hæve købet eller få afslag i prisen,” siger Lars Arent og fremhæver, at mulighederne for at hæve købet blandt andet afhænger af, hvornår rejsen blev købt:

“Hvis man kendte til risikoen for aflysninger, da man bookede rejsen, kan det blive sværere for at få ret, hvis man senere vil klage,” siger Lars Arent.

Forbruger Europa råder også forbrugerne til at tjekke, om deres rejseforsikringer dækker ved aflysninger. Nogle rejseforsikringer tilbyder dækning i forbindelse med coronavirussen.

Coronavirus: Snart 2.800 døde og 81.300 smittede
Ifølge hjemmesiden worldometers.info/coronavirus, der løbende opdaterer status på den kinesiske coronavirus, er, onsdag aften dansk tid, mindst 2.771 døde af virussen.

2.715 af dødsfaldene er sket i Kina – resten i, nævnt alfabetisk, Filippinerne (1), Frankrig (2), Hong Kong (2), Iran (19), Italien (12), Japan (3), Sydkorea (12) og Taiwan (1). Hertil kommer fire, der var ombord på krydstogtskibet Diamond Princess.

Foreløbig er der nu over 81.298 smittede med lungebetændelsen i 46 lande verden over, primært i Kina.

Relaterede artikler:

Forbruger Europa: Flyselskaber får næppe Corona-regning

DRF-jurist udgiver ny bog om ”Juraen på rejsen”

Nye navne på flybilletter kostede 2.200 kroner