Et regionaltog fra de statslige spanske jernbaner, Renfe. Wikipediafoto: Nelso Silva.

Gratis lokal og regional togtransport i Spanien

Fra september og året ud vil Renfe, de statslige spanske jernbaner, gøre det gratis at køre retur på en række udvalgte togruter. Også billige togbilletter i Danmark, Tyskland og Østrig.

Den spanske regering har allerede halveret prisen på togrejser med Renfe (Red Nacional de los Ferrocarriles Españoles, red.) for at imødekomme stigende priser som følge af øgede energipriser og voksende inflation.

Nu tages der endnu et skridt. Fra september og året ud bliver det således gratis at køre retur på en række udvalgte lokale og regionale togstrækninger i Spanien. Undtaget fra tilbuddet er enkeltbilletter samt fjerntog og højhastighedstog i Spanien, skriver CNN, der citerer den nationale spanske TV-station, TVE.

“Dette tilbud, om gratis togtransport, skal sætte yderligere gang i brugen af kollektiv trafik. Tilbuddet skal sikre, at for eksempel pendlere nemt, billigt og bæredygtigt kan komme mellem deres rejsemål i en tid med ekstraordinære udfordringer med stigende priser på brændstof,” hedder det i en udtalelse fra det spanske transportministerium.

Også billigere togtransport i Danmark og andre europæiske lande
Spanien er ikke det eneste europæiske land, der i denne tid tilbyder billigere togbilletter for at reducere udgifterne til offentlig transport med for eksempel tog.

I Danmark sælges der frem til 7. august 75.000 Rejs Danmark-rundt rejsepas – et sommerferie-tilbud til 399 kroner for otte sammenhængende dage. Rejsepassene gælder rejser på kryds og tværs af Danmark med den kollektive trafik – dog skal der løses særlig billet for at krydse Øresund på vej til Bornholm.

Rejsepasset koster 399 kroner for en voksen, der kan tage to børn under 12 år med på billetten. Og 199 kroner for børn mellem 12 og 15 år. Børn op til 11 år rejser gratis.

9-Euro-Ticket i Tyskland
I juni, juli og august kan rejsende komme Tyskland rundt for ni euro per måned med næsten al offentlig, regional transport, for eksempel tog.

Her i de tre sommermåneder kan også udenlandske turister for ni euro, cirka 67 kroner, købe en ”9-Euro-Ticket” og køre ubegrænset i en måned med al offentlig, lokal og regional transport, tog, busser, sporvogne og så videre.

Fjerntog fra Deutsche Bahn, det tyske DSB, som IC, EC og ICE samt fjernbusser er ikke med i tilbuddet. Men man kan naturligvis købe en normal togbillet til IC, EC og ICE-togene, hvis man vil rejse langt i Tyskland, og så bruge sin 9-Euro-Ticket i den by, man vælger at rejse til. Eller bare tage bumletoget gennem Tyskland.

De østrigske jernbaner sælger i øvrigt ”klima-togbilletter,” der kan bruges overalt i den offentlige transport i Østrig. Formålet er, at borgerne skal lade bilen stå, og i stedet bruge offentlig transport.

Billetten gælder et helt år og koster næsten 1.100 euro, cirka 8.100 kroner – eller omkring 22 kroner om dagen.

Relaterede artikler:

DSB og partnere klar med danske 75.000 Rejsepas

Tyskland rundt med regionaltog for 67 kroner

Dansk rejsebureau øger antal rejsemål med tog

Tog skal erstatte korte EU-flyvninger

Her er verdens 10 hurtigste tog