Per Cilliborg Schmidt, initiativtageren til Cruise Copenhagen Network, der blev året modtager af Maria-prisen fra Horesta. Foto via Horesta.

Horesta satte pris på krydstogtnetværk

Idémand til Cruise Copenhagen Network vandt torsdag Horestas årlige markedsføringspris – vinderen, Per Schmidt, var dog ikke til stede i Bella Center; han er nemlig på krydstogt.

Stifteren af Cruise Copenhagen Network, CCN, Per Cilliborg Schmidt, blev årets modtager af Horestas store MARIA-pris. Prisen, der ledsages af 50.000 kroner, blev uddelt i dag, torsdag, som afslutning på Horestas årsdag, der i år havde trukket over 600 deltagere til Bella Center.

Maria-prisen gives hvert år til en person, der har gjort noget særligt for at sætte Danmark på verdenskortet – MARIA er i denne forbindelse en forkortelse for ”Marketing Award for Raising International Awareness.”

Fra talerstolen i Bella Center fremhævede Horestas formand, hoteldirektør, Jens Zimmer Christensen, hvordan Per Schmidts arbejde har dannet grundlag for en sand turismesucces, der bare vokser og vokser. Med Per Schmidts visioner udviklede krydstogtsturismen sig fra en idé til en succes, som nu kommer hele Danmark til glæde med besøg af de store skibe fra Skagen til Rønne, sagde han.

Over 1 million krydstogtgæster
Cruise Copenhagen Network blev etableret i 1992. I 2017 var der næsten 500 anløb i danske havne, hvilket skabte en omsætning på 1,5 milliarder kroner. I 2018 gik flere end 1,1 millioner krydstogtsgæster i land i Danmark.

Cruise Copenhagen Network oplyste i sommer til STANDBY.dk, at dets medlemmer i år forventer 541 anløb mod 498 sidste år. Passagertallet på de 541 anløb af krydstogtskibe i danske havne i år forventes at blive 1,1 millioner, mens tallet sidste år var 71.000 lavere.

Cruise Copenhagen Network omfatter danske havne, der samarbejder om krydstogter. Netværket har sekretariat hos Wonderful Copenhagen og omfatter udover København havnene i Fredericia, Helsingør, Hundested, Kalundborg, Rønne (Bornholm), Skagen, Aalborg og Aarhus.

Klik for stort format. Direktør for Cruise Copenhagen Network, Claus Bødker, til venstre, modtager Maria-prisen på vegne af Per Schmidt. Den overrækkes af Horesta-formand, Jens Zimmer Christensen. Foto: STANDBY.dk

Vinderen er på krydstogt
Det er usædvanligt at en prisvinder ikke er tilstede ved prisoverrækkelsen. Men Per Schmidt kunne ikke være i Bella Center i dag – han er på krydstogt i Caribien.

Derfor modtog den nuværende direktør for Cruise Copenhagen Network, Claus Bødker, anerkendelsen på vegne af Per Schmidt.  I talen da han modtog prisen, sagde Claus Bødker, ifølge pressemeddelelsen fra Horesta:

”Jeg glæder mig over, at vi ved fælles kraft har indfriet Cruise Copenhagens stifters ambition om at gøre København til Danmarks krydstogtslokomotiv. Det er lykkedes at bane vejen for krydstogtindustrien til øvrige dele af landet, og det skyldes et stærkt samarbejde på tværs af turisme og erhvervsliv.

Det er en fornøjelse at opleve, hvordan hoteller, attraktioner og erhvervsliv i krydstogtnetværket arbejder tæt sammen om at skabe stærke danske oplevelser, som matcher de internationale krydstogtsrederiers behov – og som gør kagen større for alle,” sagde Claus Bødker.

Kun 1 kvinde har fået Maria-prisen
Siden Horesta i 2012 igen begyndte at uddele Maria-prisen har det med én undtagelse været mænd, der har modtaget hæderen; nemlig filminstruktøren Susanne Bier i 2015.

I 2012 blev prisen givet til Michelin-stjernekokken Rasmus Kodfoed fra den københavnske Michelin-restaurant Geranium, der i dag som eneste danske restaurant har alle tre mulige Michelin-stjerner.

Året efter modtog daværende administrerende direktør for blandt andet Bella Center, Arne Bang Mikkelsen, prisen. I 2014 blev prisen tildelt Rene Redzepi, køkkenchef og medejer af den københavnske restaurant Noma, mens den Oscar-vindende Susanne Bier fik Maria-prisen i 2015 – hun vandt i 2011 en Oscar for bedste udenlandske film, Hævnen.

Hovedaktionær i og bestyrelsesformand for Københavns største hotelkæde, Arp-Hansen Hotel Group, Henning Arp-Hansen, blev modtager af Maria-prisen i 2016. Sidste år endte prisen hos Peer H. Kristensen, administrerende direktør i VisitAarhus.

Relaterede artikler:

541 krydstogtskibe i danske havne i år

Horesta-formand til tops i europæisk hotelorganisation

Best Western flytter ind hos Horesta