Hverken SAS, Cimber eller piloterne kan tåle en strejke

MANDAGSKLUMME: Konkurrencen, folkestemningen og kunderne tvinger flyselskaberne – i hvert fald i Skandinavien – til at undgå strejker, hvis de vil overleve.

Af Ejvind Olesen

Så fik vi overstået weekenden. Mens svenskerne dansede om Majstangen kørte mere eller mindre berusede danske studenter rundt i larmende gamle biler, af og til afkølet af styrtende regn. Alt imens flere og flere satte kursen mod lufthavnene for at komme ned til Sydens sol og sommer.

Forinden kunne vi registrere, at der kan være en strejke på vej, som er varslet af piloterne i Cimber mod CityJet. Konfliktvarsel er afsendt fra Flybranchens Personale Union samtidig med, at det første par fly af CRJ-typen er leveret til den nye ejer og er gået i gang med at flyve for SAS, som de oprindeligt kom fra.

Kabinepersonalet har accepteret de nye forhold, omkring 100 piloter i FPU har ikke. Men det kommer de til. Den ny virkelighed vil også gå op for piloterne, og sammenlignet med de forhold, de havde i Cimber efter afgangen fra SAS, er det næppe på lønnen, de mærker den store forskel. Men på antallet af flyvetimer, fleksibilitet og fryns, bliver der ikke så meget af de vemodige toner som i ”When irish Eyes are smiling.”

Der ser ud til at være ro omkring kabinepersonalet. De har også måttet yde deres, men er trods alt lettere at erstatte i en hård international konkurrence, hvor den danske model er historie.

Jeg tror simpelthen ikke, det ender med strejke, men jeg tror heller ikke irerne bøjer sig væsentligt. Og piloterne sætter simpelthen deres fremtidige job på spil på en helt anden måde, end hvis det var et dansk selskab, de var oppe imod. De kan i værste fald afskediges i løbet af ganske få måneder. Og det tyder meget på vil ske. Som forholdene er i dag, kan CityJet godt finde afløsning andre steder.

Af gode grunde kender vi ikke de interne forhandlinger, men CityJet har officielt talt om ’optrapning og fjendtlig fremfærd’ i forhandlinger med Cimber piloterne. Irerne magter næppe at opfylde sin nye kontrakt med SAS, hvis de ikke kan komme igennem med deres krav hos piloterne. Krav, som matcher de billigere overenskomster, CityJet allerede har med andre piloter.

SAS er heller ikke sindet til at give sig på nogen måde. Derfor blev Cimber A/S et datterselskab, derfor starter SAS datterselskab på irsk AOC den 2. november. Først på ruter fra London og senere fra Malaga (med en samlet besparelse på 30 procent i forhold til udgifterne efter en dansk overenskomst) i  lønniveau og arbejdstid.

En bitter pille at sluge for SAS egne piloter, og de har (måske) af den grund heller ikke underskrevet en ny overenskomst, som allerede er flere måneder forsinket.

SAS spareplan kræver en milliard kr. om året det næste to til tre år. Der er hverken sat tid eller penge af til nogen form for arbejdskampe. Og udviklingen følges tæt fra politisk hold. Der gives ikke lang snor, hvis ikke SAS er i stand til styre udviklingen ind, hvor konkurrenterne befinder sig.

Uden for står mange og er parate til at tage over. Det viser sig i de daglige historier, som løber ind fra udlandet. Det kan let blive til strejker både hos Lufthansa, Air France og British Airways. Det virker bare som om, de bedre kan tåle det end i SAS.

Vi skulle nødigt miste de mange danske arbejdspladser, der fortsat findes i luftfartens fascinerende verden. Det må også de nuværende ansatte hjælpe med til for de kommende generationer.

Det samme gælder for forbrugerne. Det er ikke kun et spørgsmål om at købe flybilletter til 299 kr. fra København til Rom.