Iberia lægger sine langruter om

Fra januar indsætter flyselskabet sine nye Airbus A330 på langruterne og introducerer samtidig nyindrettede kabiner for både business og economy.

Det er et led i den ’Transformationsplan’, der blev vedtaget i november og som skal reducere driftsomkostningerne og øge omsætningen for at styrke selskabets konkurrenceevne. En ny forretningspolitik rummer adskillige forbedringer på de fleste områder, nye fly og nydesignede indretninger.

Flyselskabet får den første af otte nye Airbus A330 leveret i januar. Den er indrettet til brug på atlantruterne og samtidig moderniseres kabinerne på de eksisterende langdistancefly af typen Airbus A340-600. De nye A330 reducerer CO2-udslippet med 15% i forhold til de fly, der bliver erstattet.

Den nye Business Class får længere senge, mere bagageplads og et større udbud af underholdning. Hertil kommer gourmet-menuer udarbejdet af spanske Michelin-køkkenchefer.

Den nye Tourist Class får mere komfortable sæder, and individuelle displays med et stort udvalg af underholdning. Forbedringerne bliver hen ad vejen også installeret i Iberias A340-600.

Desuden kommer et nyt design af www.iberia.com, nye VIP lounges i Miami og Buenos Aires, og et nyt  check-in område for business passagerer i T4 i Madrid-Barajas lufthavnen.