Saudiarabisk investor køber for 2,5 milliarder kr. otte procent i Carnival Corporation, der har mistet megen værdi under coronakrisen. Hvem der kender hvem, kan være årsag til købet, lyder analyse.
Saudi Arabiens statslige investeringsfond, Public Investment Fund, PIF, er blevet næststørste aktionær i verdens største krydstogtkoncern, amerikanske Carnival Corporation. PIF har købt 8,2 procent af aktierne. Opkøbet i den coronakrise-trængte krydstogtkoncern styrkede Carnivals aktiekurs med over 20 procent, skriver nyhedsbureauet Reuters.
PIF har købt 43,5 millioner Carnival-aktier til en værdi af over 2,5 milliarder kroner, 369,3 millioner dollars. Rederierne i Carnival Corporation har over 100 krydstogtskibe fordelt på ti varemærker med selve Carnival Cruise Line som det største med 25 skibe.
Carnival Corporation, hvis rederier har 16 nye skibe på vej frem mod år 2025, har 150.000 medarbejdere – til søs som på landjorden – og, under normale år, over 13 millioner årlige passagerer, over 40 procent af verdens krydstogtpassagerer på oceangående skibe.
Florida-baserede Carnival Corporations sejlende varemærker dækker brands som, nævnt alfabetisk, AIDA Cruises, Carnival Cruise Line, Costa Cruises, Cunard, Holland America Line, P&O Cruises (Australia), P&O Cruises (UK), Princess Cruises og Seabourn.
Næststørste aktionær
Med sit køb af 8,2 procent af Carnival-aktierne er saudiarabiske PIF nu næststørste aktionær i krydstogtgiganten. Størst er Carnivals grundlægger og bestyrelsesformand, Micky Arison, der har 10,7 procent af aktierne, skriver Reuters.
Carnival havde også brug for kapitalindsprøjtningen. Rederiets aktie er faldet over 30 procent som følge af coronakrisen; krisen har ramt krydstogtbranchen hårdt, der nærmest har indstillet alle sejladser indtil videre. Den saudiarabiske PIF-investeringsfond har dog en del at gøre godt med, da den råder over 320 milliarder dollars.
Trump måske involveret
Hvordan den saudiske investeringsfond fandt ud af, at den ville investere milliardbeløbet i Carnival vides ikke. Men den anerkendte amerikanske internetavis Huffington Post, der ikke kan beskyldes for at være blandt præsident Trumps største støtter, har sine anelser.
Carnivals grundlægger og bestyrelsesformand, Micky Arison, er kendt for at være en stor Trump-støtte. Og præsident Trump har tætte forbindelser til Saudi Arabien, herunder til landets formelle leder, kronprins Mohammed bin Salman, MBS blandt venner.
Trump var for eksempel ikke enig med USA’s efterretningstjenester i, at Saudi Arabien stod bag det meget omtalte mord på den saudiarabiske, regeringskritiske journalist Jamal Khashoggi, der skrev for Washington Post. Han blev i 2018 lokket ind på det saudiarabiske konsulat i Istanbul, hvor han blev myrdet – angiveligt på ordre fra højeste sted hos de saudiarabiske myndigheder, sandsynligvis kronprins MBS.
USA’s hjælpepakker under coronakrisen dækker for eksempel ikke Carnival, der godt nok har hovedkvarter i Miami, men som flere andre krydstogtrederier er registreret i Panama, så der ikke skal betales selskabsskatter i USA.
Men Trump kan have fået saudierne til at investere i Carnival Corporation, for dermed at hjælpe en del af krydstogtindustrien.
”Det er lidt for belejligt til at det er et tilfælde,” siger talsmand for det ikke-statslige analyseinstitut Accountable.US til Huffington Post. En anden kilde, Robert Mogielnecki, forsker på Arab Gulf States Institute i Washington, peger overfor mediet på, at Carnival-investeringen kan have sammenhæng med Saudi Arabiens store planer om at blive en vigtig aktør i Mellemøstens turisme.
Relaterede artikler:
Verdens krydstogtskibe stopper med at sejle