Kæmpefremgang for Etihad

etihadEtihad Airways havde en fremgang på 48% i sit overskud for 2013 og forudser yderligere vækst i år, blandt andet gennem mulige investeringer i Alitalia.

Selskabets nettooverskud blev sidste år 62 millioner dollar mod 42 millioner i 2012. Omsætningen steg med 27% til 6,1 milliarder dollar, oplyser det statsejede flyselskab. Det 10 år gamle flyselskab, som havde knap 12 millioner passagerer i 2013, opnåede sit første overskud i 2011.

Omsætningen fra de syv selskaber, som Etihad har aktieposter i, steg med 30% til 820 millioner dollar sidste år og udgjorde 21% ag passager-omsætningen.

I 2014 modtager Etihad 18 nye fly, herunder selskabets første Boeing 787-9 Dreamliner og den første Airbus A380, som begge ankommer i fjerde kvartal.