Anerkendte Time Magazine har liste over ”The World’s 50 Greatest Places of 2022 to explore.” København og Ilulissat er på listen, sammen med for eksempel Den internationale Rumstation.
Det store amerikanske nyhedsmagasin Time har netop sammenstykket sin årlige liste over 50 unikke rejsemål på kloden.
En enkelt er dog lidt svær at besøge, nemlig ISS, International Space Station, Den internationale Rumstation, som den danske astronaut Andreas Mogensen besøgte i 2015 – og efter planen skal tilbage til næste år.
Ellers er de 49 øvrige anbefalelsesværdige rejsemål ifølge Time i år fordelt over det meste af kloden.
Danmark er med to gange, med København og grønlandske Ilulissat.
Om København skriver Time Magazine, at den danske hovedstad var vært for starten på årets Tour de France, at det er en storby med storfokus på cyklister og cykler – og at bystyret har et mål om, at halvdelen af københavnerne i 2025 cykler til og fra arbejde, skole og så videre. Time understreger, at København er meget nem at komme rundt i for cyklister – herunder turister.
Nyhedsmagasinet fremhæver også en række af Københavns nye hoteller, nemlig Villa Copenhagen, Scandic Nørreport hotel, Scandic Spectrum og NH Hotel Copenhagen ved Knippelsbro.
Om Ilulissat fremhæver Time blandt andet det store grønlandske rejsemåls ganske nyåbnede Icefjord Center samt den storslåede natur.
Nogle af de andre på 50-listen
Top-50 listen fra Time er ikke opdelt i fra nummer 1 til nummer 50 eller alfabetisk.
Blandt listens fremhævede europæiske rejsemål er, nævnt alfabetisk: Alentejo i Portugal, syditalienske Calabrien, engelske Devon, Dolni Morava i Tjekkiet, Istanbul, Kaunas i Litauen, Madeira, Marseilles, Portree i Skotland, svenske Skellefteå, Thessaloniki og Valencia.
Udenfor Europa fremhæver Time blandt andet: Arktis, Bali, Boracay på Filippinerne, Doha i Qatar, Galapagos Øerne, Great Barrier Reef i Australien, Jamaica, Kerala i Indien, Lower Zambezi National Park i Zambia, Miami, Nairobi i Kenya, Park City i Utah, Queenstown i New Zealand, Rapa Nui i Chile, Ras Al Khaimah i De forenede arabiske Emirater, Riviera Nayarit i Mexico, Salta i Argentina, San Francisco, brasilianske São Paulo, Seoul – hovedstaden i Sydkorea, de japanske Setouchi Islands, Tofino i canadiske British Columbia, Toronto og Trans Bhutan Trail i Bhutan.
Hele Top-50 listen fra Time kan ses via dette link.
Relaterede artikler:
Rejserestriktioner halverede lange ferierejser i 2021
CNN sætter fokus på Cool Copenhagen
Grønlandsk destination blandt årets hotte rejsemål