Kurator nedtoner betydningen af Sterling-salg

Cimber vil videreføre Sterling som et lille, selvstændigt flyselskab, der i begyndelsen skal satse på indenrigstrafik, men siden åbne enkelte internationale ruter, skriver Jyllands-Posten i dag.

 

»Med Sterling-købet kan vi både styrke vores fokus på erhvervskunder og samtidig oprette en række europæiske ruter, hvor vi bl.a. kan flyve feriegæster til i sommermånederne. Hermed kan vi opretholde vores omsætning i de måneder, hvor erhvervskunderne normalt holder ferie,« siger administrerende direktør i Cimber Air, Jørgen Nielsen.

 

Med købet overtager Cimber Air Sterlings brand, slots, hjemmesiden sterling.com og andre domæner samt Sterlings Air Operators Certificate. Derimod omfatter købet ikke Sterlings fly og personale, men Cimber forventer at kunne tilbyde en lang række tidligere medarbejdere arbejde.

Jørgen Nielsen ønsker ikke at udtale sig om købssummen, ligesom han endnu ikke vil ud med, hvilke ruter man vil satse på i fremtiden.

 

»Vi er glade for, at vi har fået solgt nogle af aktiverne. Men der er kun tale om en lille del, og købssummen er ikke stor nok til at gøre nogen forskel,« siger kurator Lisa Bo Larsen, Kromann Reumert, der oplyser, at kreditorerne har 1,2 mia. kr. til gode efter krakket.

 

Ingen af parterne skal forvente at få penge ud af boet.

»Omkostninger til håndtering af bo og kravet fra Lønmodtagernes Garantifond vil få pengene fra salg af aktiver til at slippe op,« siger Lisa Bo Larsen.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen