Lego-familie køber passagerfly for trecifret millionbeløb

Kirk Kapital A/S, som er ejet af Gunhild Kirk Johansen og hendes familie, har købt 39 passagerfly af typen ATR 72 fra den franske flyproducent ATR. Flyene er 10-17 år gamle og repræsenterer samlet en investering på et større trecifret millionbeløb, skriver Vejle Amts Folkeblad ifølge Børsen.

 

Ifølge Børsen oplyser Kirk Kapital A/S’s adm. direktør Bjarne Ammitzbøll, at investeringsselskabet har købt flyene af det børsnoterede flyselskab American Airlines. Her har flyene ifølge Ammitzbøll fløjet på korte indlandsruter i USA. Og det skal de blive ved med.

 

»Handlen er en såkaldt sale and lease back-aftale, som betyder, at vi har købt flyene for igen at leje dem ud til American Airlines. Og arrangementet vil ifølge vores beregninger sikre Kirk Kapital et større afkast på vores investering end markedsrenten fra dag et,« siger Ammitzbøll.

 

Kirk Kapital er ejet af Gunhild Kirk Johansen og hendes familie. Gunhild er søster til Kjeld Kirk Kristiansen, som i dag har fuld kontrol over den traditionsrige legetøjskoncern. Hendes selskab, Kirk Kapital A/S, blev etableret i 2007, da familiens to grene besluttede at dele familieformuen. Kirk Kapital A/S rummede dengang aktiver for ca. 5 mia. kr., skriver Børsen.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen