Lufthavnen ærgrer sig over sure smileys til sine restauranter

Om de syv sure smileys, sagde Københavns Lufthavns adm. direktør, Thomas Woldbye, i går til takeoff.dk:

 

”Dem er vi ikke tilfredse med – vi arbejder med forpagterne om at få forbedret det dårlige omdømme, de sure smileys giver lufthavnen. Det sker bl.a. ved at sikre os, at spisesteder eksempelvis har nok kølekapacitet. Men alle de forhold, der gav de sure smileys er bragt i orden.”

 

Københavns Lufthavn har ca. 30 serveringssteder før og efter sikkerhedskontrollen.

 

Det var avisen 24timer som bragte historie om de sure smileys. Når det kommer til fødevaresikkerhed, klarede spisestederne i Københavns Lufthavn sig betydeligt ringere end andre restaurationer i Danmark, viste optællingen af tal fra Fødevarekontrollen, som 24timer lavede.
 
19 ud af de 64 stikprøver, Fødevarekontrollen gennemførte i lufthavnens spisesteder i 2011 og 2012, førte til kritik. Det svarer til lige under 30 procent, hvilket er dobbelt så mange som landsgennemsnittet, skrev avisen.

 

Og når det vedrører de meget alvorlige overtrædelser af fødevareloven, som Fødevarekontrollen sanktionerer med bøder, klarede spisestederne i Københavns Lufthavn sig særdeles ringe.

 

Carsten Nørland, salgs- og markedsdirektør, Københavns Lufthavn, lovede i 24timer, at der er rent og pænt og ingen grund til bekymring hos de hundredtusinder af kunder, som indleder eller afslutter næste ferie med en snack eller et måltid i lufthavnen.

 

Lufthavnens spisesteder og barer hører under firmaet Select Service Partner, SSP, som lufthavnen sidste år forlængede sit samarbejde med. Københavns Lufthavne har samarbejdet med SSP siden 1975. SSP er Danmarks største food and beverage-virksomhed, oplyser lufthavnens hjemmeside.

Også HMS Host har serveringssteder i lufthavnen, bl.a. de tre Starbucks-cafeer.

 

I øvrigt får lufthavnen i år endnu to nye spisesteder, MASH (Modern American Steak House) og Le Sommelier Bar & Bistro åbner begge i Terminal 2 ligesom lufthavnen får to nye delis under navnet Food Market and More. Her vil menuen tilbyde supper, sandwiches, salater, kager, pizza, burgere og andre varme retter.

MASH-restauranter kommer hvor A Hereford Beefstouw i dag ligger, mens Le Sommelier erstatter Eyecon ved Finger B.

 

Sammen med butikkerne i Københavns Lufthavns shoppingcenter omsatte spisestederne sidste år for ca. 1,9 milliarder kr.

 

Alle lufthavnens spisesteder mm. kan ses via dette link – herfra kan der linkes videre til kontrolrapporterne fra Fødevarekontrollen.

Skrevet af Henrik Baumgarten