Flere jyske borgmestre vil gerne have VisitDenmarks hovedkontor til deres by, hvis turistorganisationen skal flyttes fra København. Men den tanke giver ingen mening, mener VisitDenmarks formand.
“Vores indsats i VisitDenmark ligger ikke i turistdanmark, men på nøglemarkeder i udlandet for at trække udenlandske turister til Danmark. Der er ingen naturlig grund til at VisitDenmarks administration skal sidde ude i Turistdanmark.”
Det siger VisitDenmarks bestyrelsesformand, Allan L. Agerholm, til STANDBY.dk – udtalelsen er reaktion på, at kommunerne Jammerbugt, Odsherred, Guldborgsund, Varde og Ringkøbing-Skjern, ifølge Altinget.dk, har tilbudt sig som potentielt nyt hjemsted, hvis regeringen beslutter at flytte VisitDenmark fra København. Der er dog, så vidt vides, ingen konkrete planer om dette.
Som led i arbejdet med at få flere arbejdspladser i ”udkantsdanmark” har regeringen de seneste år sendt en række offentlige styrelser og institutioner fra København til adresser udenfor Valby Bakke.
Flytning vil øge rejsebudget
VisitDenmark, der har adresse på Islands Brygge i København, har over 50 medarbejdere på hovedkontoret i København. Hertil kommer 31 ansatte på VisitDenmarks markedskontorer på nøglemarkeder rundt om i verden; disse markedskontorer er der dog – endnu ikke – forslag om også at rykke til for eksempel Jammerbugt Kommune.
“Skulle VisitDenmark have sit hovedkontor ude i turistdanmark, vil det vil betyde flere rejser frem og tilbage til København, da de fleste af vores daglige, primære samarbejdspartnere er i København,” siger Allan Agerholm. VisitDenmarks bestyrelsesformand har brugt sine politiske kontakter til regeringen for at argumentere for at beholde VisitDenmarks hovedkontor i hovedstaden.
”Det kunne da være hyggeligt at have VisitDenmarks hovedkvarter i Blåvandshuk eller Odsherred, men VisitDenmark har ikke behov for at være fysisk til stede i Danmark på steder, hvor turisterne er. Så det er et lidt misforstået forslag, at flytte VisitDenmark ud af København. VisitDenmark skal være aktivt til stede på nøglemarkederne og prøve at påvirke forbrugerne i disse lande til at vælge Danmark som rejsemål. En eventuel udflytning vil give unødvendige rejseomkostninger for at komme til møder i København – og det vil være sværere at finde og tiltrække de for eksempel unge digitale talenter, vi har brug for,” siger Allan Agerholm.
VisitDenmark finansieres med offentlige og private penge fra blandt andet turismebranchens aktører. På kancellisprog er VisitDenmark et såkaldt ”selvstændigt forvaltningssubjekt.” Det indebærer, at organisationen ikke er omfattet af det almindelige statslige hierarki. Men, skriver Altinget.dk, erhvervsministeren fører tilsyn med VisitDenmark og sammensætter en bestyrelse af turistkyndige folk.
Relaterede artikler:
Udenlandske turister giver vækst i Danmark
Udenlandske turister besøger flere steder i Danmark