Britiske Monarch Airlines har modtaget det største kapitalindskud i selskabets 48-årige historie kort inden den forlængede frist for fornyelse af selskabets ATOL licens udløb.
Selskabet har fået en investering på 165 millioner pund – 1,4 milliarder kroner – fra sin største aktionær, Greybull Capital.
Med baggrund i den store investering har Monarch kunnet forny sin licens og fået et grundlag for sin fremtidige udvikling, skriver flyselskabet.
I oktober 2014 afgav Monarch en ordre på 30 Boeing 737 MAX-8 med optioner på yderligere 15 fly. Det første fly skal leveres i 2018. På grund af betydelige økonomiske vanskeligheder, var der opstået usikkerhed om selskabets evne til at overleve.
Andrew Swaffield, CEO for Monarch Group: “Det er takket være en ekstraordinær indsats hos alle parter de seneste uge og måneder, at vi nu har sikret os den store investering. Jeg vil gerne takke luftfartsmyndighederne, aktionærer, partnere, loyale kunder og personalet i Monarch for deres hjælp til, at vi er lykkedes med det positive resultat”.