Coronakrisen har også ramt norske Fjord Line hårdt. Rederiet, der blandt andet har tre ruter til Hirtshals, har netop gennemført endnu en opsigelsesrunde – den ramte også koncernchefen.
Fjord Line, der blandt andet har ruter til nordjyske Hirtshals fra norske Kristiansand, Langesund og Stavanger, er som andre rederier hårdt spændt for som følge af coronakrisen. Rederiet havde før coronakrisen 700 medarbejdere og 1,5 millioner passagerer på alle sine ruter sidste år, oplyser rederiets hjemmeside.
Rejsebegrænsningerne som følge af coronakrisen betyder, at rederiets fire passagerskibe har for få rejsende. I årets sommerperiode var der en nedgang i passagertallet på 41 procent mellem Hirtshals og Norge, viste opgørelse fra brancheorganisation Danske Rederier sidste måned.
Det er derfor nødvendigt med yderligere omkostningsreduktioner, oplyser Fjord Line i en pressemeddelelse. Det betyder at der nedlægges yderligere 140 stillinger. Antallet af medarbejdere er således reduceret med omkring 300 siden august.
”For at sikre at Fjord Line kommer ud af krisen som et stærkt og levedygtigt selskab, er det nødvendigt at foretage nye foranstaltninger. Dette indebærer desværre en ny nedskæringsrunde af medarbejderstaben,” siger bestyrelsesformand i Fjord Line, Peter Frølich.
Farvel til koncernchefen
Én af de berørte af den seneste fyringsrunde hos Fjord Line, er rederiets administrerende direktør siden 2015, Rickard Ternblom.
Selskabets bestyrelse har indled processen med at finde en ny CEO. Indtil en ny administrerende direktør er fundet, fungerer Arne Roland som administrerende direktør.
I pressemeddelelsen siger Fjord Lines bestyrelsesformand, Peter Frølich:
”Nye tider kræver nyt lederskab. Pandemien har haft dramatiske konsekvenser for hele turistindustrien. Som gode ledere og ejere skal vi ikke alene håndtere krisen, vi skal også arbejde for at komme stærkere ud af den. Vi skal tage del i digitaliseringen og automatiseringen af branchen. Vi bliver også konstant mødt med nye forventninger fra de rejsende og myndighederne.”
Relaterede artikler:
Færøsk færge får ekstra dæk og flere kahytter
Østdanmark får ny færgerute til Tyskland – via Sverige