De fem rederier, der sejler udlandsruter til Danmark fra Norge, Sverige og Tyskland, havde kun halvfyldte skibe i højsæsonen fra juni til august, viser ny opgørelse fra Danske Rederier.
Med i sammenfatningen fra Danske Rederier er DFDS, Fjord Line, ForSea og Scandlines. Udover de fire rederier sejler også svenske Stena Line mellem Sverige og Danmark, men Stenas tal er ikke med i opgørelsen over trafikken fra Danmark i juni, juli og august.
Efter sommeren har udlandsfærgerne opgjort passagertallene for deres normalt bedste måneder. Selvom grænserne åbnede lige inden sommerferien, har der i år været halvt så mange passagerer som i sommeren 2019, oplyser Danske Rederier. Af konkurrencehensyn oplyses der ikke konkrete passagertal.
Mens den danske indenrigsfærgetrafik med blandt andet ø-færgerne har sejlet fulde efter Folketingets håndsrækning med Sommerpakkerne, har det været anderledes tomt på færgerne til Tyskland, Sverige og Norge. Nye tal fra Danske Rederier viser, at det samlede passagerantal for Scandlines, Fjord Line, ForSea og DFDS i juni, juli og august i store træk er halveret i forhold til samme periode sidste år.
Udenrigsfærgerne har 41 procent af passagererne i sommermånederne.
”Den dårlige sommer kommer oven på et tabt forår, og det vil være naivt at tro, at danskere, tyskere, svenskere eller nordmænd begynder at rejse som normalt de kommende måneder. Situationen på grænserne er helt uforudsigelig, så rederierne står over for nogle udfordrende måneder,” siger viceadministrerende direktør i Danske Rederier, Jacob K. Clasen, i en pressemeddelelse.
Langt fra normal sommertrafik
”Selvom om Danmark og Europa lukkede langsomt op over sommeren, har udenrigsfærgerne slet ikke haft den sædvanlige ferietrafik. Mange har holdt ferie i hjemlandet, og rejserestriktioner bliver ved at spøge for færgerne, som sejler til Norge,” siger Jacob K. Clasen.
På Scandlines’ to danske ruter, Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock, var passagertallet i sommermånederne 57 procent under samme periode sidste år, oplyser Danske Rederier.
Fjord Line, der sejler mellem Hirtshals og flere byer i Norge, bekræfter tendensen og melder i år om en 41 procents nedgang i sommerperioden.
På Helsingør-Helsingborg har ForSea i sommermånederne haft en nedgang i passagerantallet på 55 procent.
Og på DFDS’ færger mellem København via Frederikshavn til Oslo har man i sommeren kun haft 30 procent af det normale passagertal.
Med i opgørelsen fra Danske Rederier er ikke svenske Stena Lines to ruter mellem Frederikshavn og Gøteborg samt mellem Grenaa og Halmstad. I marts lukkede Stena Line permanent ruten mellem Frederikshavn og Oslo, den blev sidst i juni overtaget af DFDS ved at ruten mellem København og Oslo nu kommer forbi Frederikshavn.
Usikkerhed om fremtiden og restriktioner
Fælles for rederierne er usikkerheden om fremtiden og kommende restriktioner, noterer Danske Rederier.
”Vi havde dårligt fået armene ned over de åbne grænser, før Norge indførte restriktioner for rejser til Danmark. Det påvirker DFDS og Fjord Line. Så snart sådan en melding kommer, bliver passagererne væk,” siger Jacob K. Clasen.
Danske Rederier blev stiftet i 1884 og har siden været samlingspunkt for det danske rederierhverv. Danske Rederier varetager erhvervets interesser som brancheorganisation og fungerer som arbejdsgiverorganisation for medlemmerne. Danske Rederier spiller en aktiv rolle i forhold til myndigheder og beslutningstagere både i Danmark og internationalt. Organisationen er med i alle relevante sammenhænge og har også eget kontor i Bruxelles, oplyses det.
Relaterede artikler:
DFDS sejler videre trods norsk rødt kort til København