Ny catering med Magnum is hos British Airways. Foto: British Airways.

Ny catering på British Airways World Traveller

British Airways investerer millioner i catering på World Traveller, som er selskabets langruter på economy. Det skal være en spændende og udvidet menu med flere og bedre måltider.

Tidligere fik de rejsende på economy hos British Airways en gratis snack, en treretters menu eller et let måltid – afhængig af tidspunkt og varighed af flyrejsen – samt gratis varme og kolde drikke. Med den nye ordning bliver det udvidet, og menuerne ændres hvert halve år.

“Vores kunder på langruterne fortæller, at god mad og drikke gør en stor forskel. Det er en stor del af kundetilfredsheden, så vi sikrer os, at vi leverer en god oplevelse. Med en millioninvestering giver vores catering mere kvantitet og kvalitet, levere måltider fyldt med smag og gode snackmuligheder gennem hele flyvningen”, siger Caroline Martinoli, direktør for brand- og kundeoplevelser hos British Airways.

Velsmag i 10.000 meters højde
Det nye fireretters hovedmåltid er udviklet for at fremme den bedste smag i 10.000 meters højde. Derudover er der skabt regionale valgmuligheder, som afhænger af ruten, man flyver.

Mulighederne inkluderer nu Pretzels sammen med velkomstdrink, fireretters menu med forret, hovedret, dessert, ost og kiks og en flaske vand, et ekstra måltid eller en større snack afhængig af turens længde, regionale måltidsmuligheder tilpasset destinationen, Magnum-is, tuck box med chokolade og chips, varm morgenmad på længere natteflyvninger, Graze movie-snack box på længere flyvninger og gratis drinks fra baren.

Udvalget varierer
De rejsende bydes velkommen med pretzels og en drink. Når de har sat sig til rette, får de serveret en fireretters menu som for eksempel en couscoussalat til forret efterfulgt af kyllingegryderet med sauce, kartoffelmos og sæsonens grøntsager eller en vegetarisk pastaret til hovedret. Desserten består af en mousse med saltkaramel og chokolade fulgt af kiks og ost.

På de kortere langruter om dagen til for eksempel New York og Dubai får de rejsende en sandwich med for eksempel æg og karse samt en chokoladebar. Rejsende på længere dagsruter til for eksempel Cape Town og Hong Kong får et varmt måltid, som en pizzawrap eller en regional mulighed, med en pastaret, en brownie og en drink samt en snack-boks.

Rejsende på dagsruter fra London får et udvalg af Magnum-is, mens de rejsende på natflyvninger får et udvalg af chokoladebarer, som er tilgængelige i flykøkkenet, hvor man kan forsyne sig.

Relaterede artikler:

‘British Airways for alle’, lover CEO

British Airways øger fra regionale lufthavne

Flymad giver konkurrence