Ny direktør til USATours

Alexander Søderberg.

TURISME: Jan Lockhart har fået nyt  job og stopper som direktør i USATours. Han afløses af 27-årig salgschef.

Alexander Søderberg er netop udpeget som ny direktør for USATours. Han har de seneste år været salgschef i selskabet og sammen med den øvrige ledelse stået i front for en stærk vækst.

Søderberg afløser den hidtidige direktør Jan Lockhart , som har fået nyt job. Han tiltræder 1. maj 2017 som adm. direktør for Solresor, der er en del af Primera Travel Group.

Alexander Søderberg begyndte i USATours for fire år siden i den svenske afdeling af selskabet. Da USATours blev solgt til NG Travel Group i efteråret 2015, blev Søderberg tilbudt stillingen som salgschef i selskabet.

“Alexander Søderberg bliver med sine kun 27 år en af branchens yngste direktører, men det bekymrer mig ikke det mindste. Han har talentet og evnerne til at varetage den videre rejse for selskabet på bedste vis, og jeg glæder mig til at følge både hans og USATours udvikling fra sidelinjen,” siger Jan Lockhart.

Den nye direktør har store ambitioner på vegne af USATours, som indtil videre findes i Danmark, Norge, Sverige og England, hvor selskabet blev lanceret for et halvt år siden.

”Med den enorme vækst vi har set i løbet af ganske få år, er vores ambition at være den største specialistudbyder af rejser til USA på det skandinaviske marked i løbet af ganske kort tid. Herefter i det øvrige Europa,” siger Alexander Søderberg.

Alexander Søderberg er født i Stockholm men opvokset på Lolland med en svensk mor og en dansk far. Han flyttede fra Lolland, da han var 18 år, tog en bachelor og har arbejdet for andre specialistrejsebureauer tidligere. USA kender han som sin egen bukselomme.

Varemærket African Spirit, som blev lanceret i efteråret 2016, bliver også Søderbergs nye ansvar, da African Spirit netop er lagt ind under USATours.