Næste forår står 3.840 ekstra solpaneler klar på den kunstige ø Peberholm, billedet, i Øresund til at booste broens strømproduktion. Arkivpressefoto: Øresundsbron.

Øresundsbron vil være verdens mest bæredygtige

Broens drift er allerede klimapositiv, og et nyt stort solcelleanlæg ved Peberholm skal sætte turbo på ambitionen, så 45 procent af broens strøm kommer fra sol.

Øresundsbron mellem Danmark og Sverige har ambitioner om i 2025 at være verdens mest bæredygtige bro, hedder det i en pressemeddelelse.

Fra næste år vil næsten halvdelen af Øresundsforbindelsens energiforbrug komme fra egenproduceret solenergi. Til foråret står 3.840 ekstra solpaneler klar på den kunstige ø Peberholm i Øresund til at booste broens strømproduktion.

”Verdens mest bæredygtige bro. Det er vores vision,” siger Bengt Hergart, anlægsdirektør på Øresundsbron.

Ved betalingsanlægget på den svenske side producerer allerede nu 3.000 m2 solpaneler strøm, og til foråret vil 3.840 nye solpaneler supplere produktionen, når 10.000 m2 solceller mere placeres mellem motorvejen og jernbanen på Peberholms sydside, oplyses det.

Kuldioxidudledningen fra Øresundsbrons drift og vedligehold udgjorde 350 tons kuldioxid i 2021, en reduktion på 40 procent på to år. Hvert år optager Peberholm omkring 500 tons kuldioxid, viser beregninger fra konsulentbureaet MOE. Beregningerne er lavet ved at undersøge biomasse, står der i pressemeddelelsen.

LED-belysning og vandbaseret maling
Anlægsdirektør Bengt Hergart understreger, at broens grønne ambition rækker længere, men at investeringerne giver et meget renere aftryk:

“Vi reducerer vores kuldioxidemissioner fra drift og vedligeholdelse kraftigt med flere indsatser. Øresundsbrons drift er nu klimapositiv. Alene den stadigt stigende vegetation og biodiversitet på Peberholm kan nu fange mere kuldioxid, end broens drift udleder.”

Mellem kørebanerne i betalingsanlægget, der støder op til jernbanen, er der 3000 m2 solcellepaneler. De leverer omkring 550.000 kWh om året, hvilket svarer til omkring ti procent af den elektricitet, der er nødvendig for at drive forbindelsen. I alt forventes det kommende solcelleanlæg på Peberholm at levere 2 GWh solenergi om året, meddeler Øresundsbron.

Sidste år blev 4.500 lysstofrør skiftet til LED-rør i Øresundsbrotunnelen. Energiforbruget til tunnelbelysning skønnes at falde omkring 50 procent i forhold til de gamle lysstofrør.

Øresundsbrons pylonbelysning med LED-armaturer giver en energieffektivisering på op til 80 procent i forhold til den tidligere belysning og første gang, broen blev malet, blev det udført på land med epoxybaseret maling. Nu gøres det med vandbaseret maling. Og siden 2020 har alle tog over Øresundsbrobanen været drevet af grønnere strøm, også fra vindkraft, oplyser broens pressemeddelelse.

 

Relaterede artikler:

Øresundsbron: Flere skridt i den rigtige retning

SAS og Tyskland topper hos ”ansvarsfulde rejsende”

Rejsebureau klar med beregner af feriens CO2-aftryk