OK til nyt regionalt flyselskab i Norden

Under navnet Flybe Nordic kan engelske Flybe med 50 pct. af aktierne og Finnair med de resterende skabe det nye nordiske, regionale flyselskab, der ventes på vingerne sidst på året.

Flybe Nordic vil bl.a. være en udfordring for de planer Cimber Sterling nye ukrainske ejer, Igor Kolomoiskij, har om også at skabe et regionalt flyselskab i Norden med deltagelse af Cimber Sterling samt de svenske flyselskaber, Skyways og City Airlines.

 

Målet med Flybe og Finnairs samarbejde er at skabe ”det førende regionale flyselskab for de nordiske og baltiske lande,” hedder det. Detaljer om nye ruter forventes offentliggjort i midten af denne måned – ruterne letter formentlig fra vintersæsonens start, 30. oktober.

 

Flybe er angiveligt Europas største regionale flyselskab. Selskabet havde sidste år 6,7 mio. passagerer, 2.800 medarbejdere samt 180 ruter til 65 lufthavne i Europa, dog ingen til Norden.

 

Igor Kolomoiskij kontrollerer også ukrainske Aerosvit Airlines, der bl.a. flyver mellem København og Kiev, hovedstaden i Ukraine. Aerosvit har angiveligt netop fået Mical Ambæk som ny salgschef i Danmark; han kommer fra stilling som ansvarlig for Virgin Atlantic i Norden.

Skrevet af redaktionen