Optimisme hos Sterling og Cimber Air

Lavprisselskabet Sterling, som er det næststørste flyselskab i Danmark, har ingen planer om at skære ned på antallet af flysæder. Det samme er gældende for Cimber Air, som tror, der er plads til at vokse i et faldende marked. 

 

Ledelsen hos Sterling vurderer, at selskabet er mindre hårdt ramt af de rekordhøje oliepriser på flybrændstof end andre selskaber. »Vi har en forholdsvis ny flyflåde, som bruger mindre brændstof. Desuden har vi investeret i de såkaldte winglets, der reducerer luftmodstanden og nedbringer forbruget med op til syv procent,« siger Michael T. Hansen, der er kommerciel direktør i Sterling. Omkring en tredjedel af omkostningerne hos Sterling går til flybrændstof, men det får ikke Sterling til at sætte fly i hangaren. »Vi foretager ændringer i trafikprogrammet, men vi lader ikke flyene stå på jorden,« siger Michael T. Hansen.

Skrevet af webredaktionen