På den måde hjælper vi ikke Thailand

Hvordan får Thailand sine turister tilbage? Det er et ufatteligt godt spørgsmål netop nu, hvor de politiske uroligheder ser ud til at have sat turistindustrien i Bangkok, og Thailand i det hele taget, flere år tilbage.

 

En af de store internationale hotelkæder, Royal Orchid Holidays, som også har masser af skandinaviske kunder, er kommet ud med et tilbud om en prisreducering på 50 procent. Kæden er ejet af Thai International. I tilgift gives gratis middage, upgrading og i visse tilfælde voucher til indkøb.

 

Det har fået den lokale chapter af PATA til at protestere. I en meddelelse udsendt i går, skriver formand Ken Scott blandt andet:

 

"Det er en helt ødelæggende politik i et forsøg på at generobre et marked. Vi har i forvejen et lavere prisniveau end de fleste asiatiske konkurrenter. Det er let at sætte priserne ned med 50 procent, men hvis vi gør det, vil det tage op til fire år at komme op på det oprindelige prisniveau igen. Det vil være et stort skridt baglæns.

 

Problemet er simpelthen ikke priserne, men hvordan vi får turoperatører og turister tilbage til Thailand og overbevist dem om, at de er mere velkomne end nogensinde, og at vi er et stabilt og velfungerende land, klar til at modtage med gæstfrihed som aldrig før.

 

Vi opfordrer alle bureauer til at stå fast på deres kontrakter, for at hjælpe os. Vi opfordrer Royal Orchid Holiday til snarest at skrotte deres lavpriskampagne.

 

Historien viser, at en brutal prisnedsættelse hjælper på den korte bane, men i det lidt længere forløb vil det såre vores hotel og industrien ufatteligt, slutter Ken Scott sit internationale opråb.

 

 

Skrevet af Ejvind Olesen