756.991 passagerer sejlede i årets første seks måneder med Bornholmslinjen. Det er 4,5 procent flere end den hidtidige rekord fra sidste år. Rederiet fik i år Express 5, verdens største hurtigfærge.
2023 er begyndt godt for Bornholmslinjens rute mellem Rønne og svenske Ystad. Aldrig før har der været så mange passagerer med færgerne, som i de første seks måneder af i år. Det skriver Bornholmslinjen, der ejes af Molslinjen, i en pressemeddelelse.
Express 5 er kommet til i år med mere kapacitet. Målt på biler og passagerer er Express 5 verdens største hurtigfærge. Den er 115 meter lang og 30,5 meter bred, og så kan den medtage 1610 passagerer og 451 biler, som de fire store waterjet-motorer med tilsammen over 53.000 hestekræfter kan skyde afsted med 75 kilometer i timen.
Samtidig er Express 1 sat ind som ekstra færge, og den ekstra kapacitet kan ses i passagertallene, oplyses det.
Bornholmslinjen skriver, at en status på de første seks måneders sejlads mellem Rønne og Ystad viser, at der aldrig før har været så mange passagerer med færgerne som i år. 756.991 passagerer har rejst med færgerne i de første seks måneder, og det er 4,5 procent flere end i det hidtidige rekordår i 2022.
1,7 millioner passagerer
”Det er godt at se, når anstrengelserne med at udvikle trafikken bærer frugt,” siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.
Fremgangen på Bornholm var ventet, da denne sæson byder på sejlads med både verdens største hurtigfærge, Express 5, og med Express 1 – og trafikken har sat flere rekorder i løbet af det første halvår og især i forårets miniferier samt i forbindelse med Folkemødet.
Hele sidste år i 2022 sejlede i alt 1.721.949 passagerer frem og tilbage mellem Rønne og Ystad, oplyser rederiet.
Næsten monopol på danske færgeruter
Molslinjen sejler nærmest alle store og større danske færgeruter, i alt ni fordelt på Alslinjen, Bornholmslinjen, Fanølinjen, Langelandslinjen, Molslinjen og Samsølinjen. Hertil kommer ForSea-ruten mellem Helsingør og Helsingborg.
Molslinjen sejler fra marts til oktober også mellem Sjællands Odde og Ebeltoft på Djursland, mens Bornholmslinjen har tre ruter til Bornholm, fra Ystad i Sverige, Køge og tyske Sassnitz.
Molslinjen står også bag fjernbusserne fra Kombardo Expressen.
Relaterede artikler:
Borhnholmerfærger sætter rekord