STANDBY.DK Nyt om rejser
Ejvind Olesen.
WEEKENDKLUMME: Ansøgningerne vælter ind til rekrutteringsvirksomheden i Irland efter stillingsopslag i denne uge om en halv snes lederjob til lønninger, der er 30-35 procent laverede end i København og Stockholm. Og om lidt følger en tilsvarende ansøgningsbølge om 250 piloter og kabinepersonale til de ni fly med baser i England og Spanien.
Af Ejvind Olesen
Det måtte jo komme. Dagen, da SAS begyndte at annoncere efter personale til sit nye datterselskab Scandinavian Airlines Ireland. Rekrutteringsselskabet Cae Parc Aviation skal løse opgaven. Og det gik over al forventning. Ansøgningerne til den halve snes lederjobs bogstaveligt talt væltede ind, så det gav genlyd i hovedkvarteret i Stockholm.
Der skal til det ny datterselskab ansættes ca. 40 personer på landjorden, men om ikke så længe (starten går med vinterfartplanen til oktober) skal der bruges ca. 250 til cockpit og kabiner på ni fly af typen A320neo. Også her skal rekrutteringsfirmaet i gang med et større sorteringsarbejde.
Nu er det jo ikke fordi, SAS har manglet ansøgninger i moderselskabet i Skandinavien, så hvad det angår, er der ingen grund til udflytning. Kvaliteten af medarbejdere har heller aldrig været i problem i SAS. Det har til gengæld lønningerne. SAS irske selskab har et lønnings-og driftsbudget ca. 30 procent under det skandinaviske. Det batter noget for alvor.
Nægtes kan det jo ikke, at en sådan udflytning, når den er i gang, koster 300 arbejdspladser i Skandinavien. En dansk-svensk pilot skal, hvis han vil ansættes hos det irske selskab og bo i Dublin, regne med at gå i hvert fald 600.000 kr. ned i årsløn. Der bliver næppe mange, der synger med på ”Nu tager jeg til Dublin med det første fly”.
Det er i sig selv ikke noget problem, for der mangler ikke piloter i Danmark, men der mangler erfarne piloter, og dem har SAS mange af, men ikke nok. Hvad kabinepersonale angår, er det måske værre, men det har længe været klart, at der her ikke er tale om den livstidsansættelse, der var engang. Det er, sandheden i ære, heller ikke nogen lang uddannelse, der er tale om.
Starten gik så godt i Dublin det seneste par dage, at succesen ser ud til at være hjemme. De store europæiske netværksselskaber følger godt med fra sidelinjen og forsøger at sætte lavprisselskaber i værk. Eurowings i Lufthansa, andre i AirFrance/KLM og i British Airways gruppen. SAS-løsningen er en anden, men ser ud til at være mindst lige så god.
Formålet er det samme. At spare 30-40 procent på driften for at kunne konkurrere med lavprisselskaberne og alligevel satse på kvalitet.
Derfor får koncern-og driftsdirektør Lars Sandahl Sørensen i SAS næsten nervøse rystelser, hvis vi skriver om udflagning i SAS i stedet for udflytning. Der er nemlig under ingen omstændigheder tale om social dumping, siger han.
Han plejer at få ret, og opbakningen hos det irske rekrutteringsselskab det seneste par dage, tyder også på, at han får ret denne gang. For ham er det vigtigt at understrege, at det nye selskab fortsat er et skandinavisk selskab, selv om det har baser Irland, London og Spanien.
Havde danske SAS-fagforeninger i tide set, hvor det bar hen, kunne de måske have reddet hjemmebanen. Men den negative attitude, især fra kabinepersonalet med Cimber-forsøget, var nok det, der væltede læsset. Og 300 arbejdspladser forsvinder fra Skandinavien. Det løb er kørt, og der kan komme mere af samme slags.
Cimber-strejken er i hvad fald den dårligst begrundede strejke, jeg har set i mine 43 år med SAS. Og jeg har oplevet mange. Lige netop der begyndte tanken om udflytning at melde sig. Nu drejer det sig om at passe på det, vi har tilbage.
God weekend.
