STANDBY.DK Nyt om rejser
Ejvind Olesen.
WEEKENDKLUMME: Døren er åbnet på klem med udflytning til udenlandske baser, og det kommer til at gå hurtigt. SAS kan ikke tåle en ny fiasko efter Cimber, som kunne have forhindret, hvad der nu sker. Snart må staterne opgive ejerforhold. – Et udstationeret fly bruger 10 piloter og 20 i kabinen. – I alt ca. 300 jobs forsvinder.
Af Ejvind Olesen
Hvor var det betegnende, at så mange journalister i går som det første spurgte ind til SAS efter meddelelse om udflytning til Dublin og videre til London og Malaga: ”Kommer der nu billigere rejser?”
Hvis de kære kolleger nu fulgte lidt mere med, ville de vide, at vi i den senere tid har været vidner til beløb som 299 kr. til Rom og 199 kr. til London fra København. Sagt på en anden måde, en halv parkeringsbøde for en flyrejse til Rom.
Det er det, SAS skal have økonomiske muskler til at konkurrere med. Hvordan skulle det nogensinde blive billigere? Snart skal flyselskaberne begynde at betale passagererne for at tage med. Det er jo absurd.
SAS har nu fået bestyrelsen og de tre skandinaviske landes godkendelse af en udflytning med et AOC, datterselskab, med base i Irland. Der hyrer SAS som wetlease selskab med baser i London og Malaga.
Formentligt med ni fly i første omgang. Det gik så stærkt i onsdags, at tallet var fem om morgenen og otte til ni fly om aftenen. Med den fart er samtlige fly snart fordelt uden for Skandinavien. Dog ved SAS endnu ikke, hvordan de endelige planer med ruter, fly og lokalt ansat personale vil fordele sig.
Det ligner imidlertid ni fly og en besætning på 30 ansatte pr. fly. 10 piloter og 20 kabineansatte for at dække et heltidsskema. Det vil sige ca. 300 ansatte inklusive lidt jordpersonale. Det er jobs, som er forsvundet fra Skandinavien og ikke kommer tilbage. De skal ansættes af lokale med lokale.
Jeg forstår godt, hvis nogen mener, at udsalget er i gang. Og det bliver værre, når ledelsen opdager hvor meget, der er sparet ved denne disposition. Det går hurtigt, og jeg forstår skuffelsen hos de ansatte, selv om der ikke i første omgang bliver ret mange fyringer hjemme i Skandinavien. Men nogen kommer der, for sparekniven snitter dybt denne gang.
Kunne de nye tilstande være undgået, hvis fagforeningerne havde set i tide, hvad der var på vej? Ja, det mener jeg faktisk, når man tænker på al balladen, da Cimber blev indsat som datterselskab på de betingelser, som man nu finder i udlandet. Et datterselskab med lavere lønninger og udgifter i det hele taget, men fortsat på hjemmebane. Det forpurrede fagforeningerne, primært CAU, kabinepersonalet, mens piloterne var mere med på idéen.
Nu er det for sent. De skandinaviske jobs forsvinder. Og inden så længe er tallet på udflyttede fly og antal baser fordoblet – måske endda også langruter. Og vi når til et punkt, hvor de skandinaviske lande ikke kan holde til at eje SAS, og Danmark må sælge sine 14 procent.
Drømmen om, at landene i EU kan blive enige om fair og lige vilkår for at drive luftfart, kan man glemme alt om. EU kan under ingen omstændigheder begynde at blande sig i løn-og arbejdsforhold i de enkelte lande. Det er svært nok i forvejen med sammenholdet.
Det fællesskab, vi har kendt i 70 år med de tre lande i SAS, er forbi. Det SAS, vi har kendt i samme periode, kommer aldrig mere tilbage. Januar 2017 blev afgørende.
God weekend.
