Rederiet med færgeruter mellem Danmark og Tyskland udvider ejerkredsen med to nye kapitalfonde. Salget giver den nuværende ejer en milliardgevinst.
Scandlines’ ejer, den britiske kapitalfond 3i, har solgt 65 procent af sine aktier i rederiet til infrastrukturfondene First State Investments fra Australien og britiske Hermes Investment Management, oplyser Scandlines.
3i har i over et halvt år signaleret, at det gerne ville sælge Scandlines eller have medinvestorer. Salget til de to fonde giver 3i en samlet egenkapitalværdi på 12,7 milliarder kroner, skriver Finans.dk
First State Investments ejer nu 50,1 procent af Scandlines, mens Hermes Investment Management har 14,9 procent – resten har Scandlines. ”Scandlines opererer et vigtigt transport link mellem Danmark og Tyskland og er en fremragende investering i vores portefølje,” lyder det fra Hermes Investment Management i pressemeddelelsen.
Scandlines har færgeruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock mellem Danmark og Tyskland. Rederiet står dog til at blive udfordret når Femern-forbindelsen i bedste fald er klar om cirka ti år. Scandlines har i sit lobbyarbejde mod Femern-forbindelsen fået udarbejdet en række rapporter og analyser, der skal vise, at der ikke er økonomi i den faste forbindelse.
Søren Poulsgaard Jensen, koncernchef i Scandlines, siger i forbindelse med ændringen af ejerkredsen: ”Jeg har været meget glad for samarbejdet med 3i og glæder mig til at arbejde sammen med de nye ejere. Scandlines er en fantastisk virksomhed med dedikerede medarbejder; vi kommer alle til at drage fordel af denne langsigtede investering.”
Medejer siden 2007
3i købte sin første aktieandel i Scandlines i 2007 – det skete sammen med en tysk investeringsfond, Allianz Capital Partners; sælger var den danske og den tyske stat. Senest har Scandlines blandt andet investeret i to nye ”grønne” færger, M/F Berlin og M/F Copenhagen, til Gedser-Rostock ruten, hvilket har øget kapaciteten og frekvensen. På årsbasis har Scandlines’ otte færger på de to ruter mellem Danmark og Tyskland over 42.000 afgange. Selve Scandlines blev grundlagt i 1998 efter en fusion mellem de to færgerederier i Danmark og Tyskland.
Relaterede artikler:
Minister og lobbyist i strid om Femernbælt